Nohau Danmark A/S og Adm. Dir. Flemming Jensen har igennem 25 år leveret udviklingsværktøjer til den danske elektronikindustri og mange andre industrier, hvor de fremadstormende mikroprocessorer har vundet indpas.
Den 1. september 1991 blev Nohau Danmark A/S startet. I første omgang med fokus på at sælge Nohau’s egne In-Circuit emulatorer til Intel’s 8051 micro-controller. Det var tidens mest anvendte controller. Sammen med C-compilere fra Keil og IAR var grundlaget lagt.
Efter kort tid fik Nohau en aftale med Lauterbach fra Tyskland, der dengang som nu, leverede markedets mest avancerede In-Circuit emulatorer. En større ordre til Bang & Olufsen A/S bragte samarbejdet med Lauterbach godt i gang og der er ingen tvivl om, at Lauterbach igennem de 25 år har været Nohau Danmarks absolut bedste agentur.
Perioden, hvor de store mobiltelefonproducenter havde udviklingsafdelinger i Danmark, gav forretningen et stort løft, da de jo alle havde stor fokus på effektivitet og kvalitet i sw-udviklingsprocessen. Især den uovertrufne funktionalitet og stabilitet i Trace32 debuggeren fra Lauterbach var af stor værdi for disse firmaer.
Et andet succesfuldt forretningsområde er værktøjer til PC-applikationsudvikling. Tilbage i 2004, da Borland valgte at lukke deres danske kontor fik Nohau forhandlingen af deres produkter, hvoraf Delphi på dette tidspunkt var det mest solgte.
Borland produkterne bragte hermed Nohau ind på markedet for administrativ IT, så der ikke længere kun er fokus på det embeddede marked. Dette marked er stadig i kraftig vækst og Nohau kan derfor levere værktøjer til udviklingen af komplette systemer bestående af både embedded devices og PC-applikationer.
Fokusområdet i dag hos Nohau er forsat hovedsageligt den embeddede softwareudviling, hvor der tilbydes løsninger til hele udviklingscyklussen – fra krav over arkitektur og design via implementering med kompilere, debuggere, middleware-komponenter og statisk kodeananlyse over til verifikation og validering med unit- og systemtestværktøjer. Kun ved at fokusere på hele processen kan man håndtere vor tids nye trussel fra hackere og få indbygget og verificeret embedded security.
Udover salg af værktøjer har Nohau Danmark A/S gennem årene, i samarbejde med forskellige samarbejdspartnere, udbudt kurser indenfor de ovennævnte discipliner. Det er ikke nok at have gode værktøjer, der kræves stadig kompetente håndværkere.
Flemming Jensen kan hermed også fejre sit jubilæum. Han har i alle 25 år fungeret som Administrerende Direktør i Nohau Danmark A/S, og har samtidig været dybt involveret i den daglige kontakt med kunderne, primært for at sikre, at de effektivt og til tiden får implementeret den ønskede kvalitet og funktionalitet i deres embeddede software.
Udover den daglige drift af Nohau Danmark A/S har Flemming Jensen også via sit omfattende netværkssamarbejde bidraget til, at brancherne for elektronikudvikling, softwareudvikling og produktion er levende og synlig i form af messer, konference, seminarer og andre events, til gavn for en mere gennemsigtig proces for udvikling og produktion af embeddede systemer i Danmark.
Nohau Danmark A/S
Tlf. 44 52 16 50