– Det er nu 30 år siden at min daværende svenske chef foreslog, at jeg skulle starte et dansk kontor for dén virksomhed, hvis produkter jeg solgte , så for Nohau Danmark er det jo et dobbelt jubilæum. Dengang var embedded elektronik ret eksotisk, og der krævedes en god portion hardware som in-circuit emulatorer og lignende produkter for at udvikle og verificere produkterne. I dag er den embeddede elektronik fortsat Nohaus primære fokus, men udviklingen har flyttet sig i retning af software-værktøjer. Men det er fortsat vores oplevelse, at der er brug for den knowhow, vi kan tilføre produkterne, siger Flemming Jensen under en reception, hvor virksomhedens jubilæum blev fejret af branchefolk fra nær og fjern.

Selv om det er Flemming Jensen, der er jubilaren, så er det svært at komme uden om Henrik Andersen, der kom til for 28 år siden. I 1993 havde en større dansk AV-producent i Struer lagt en millionordre på Lauterbach-emulatorer, så Flemming Jensen havde travlt. Henrik Andersen var på daværende tidspunkt kunde, men han mente, at han burde få et job hos Nohau. Flemming Jensen havde åbenbart så travlt, at han ikke var i stand til at svare telefonen, mente Henrik Andersen. Og sammen har de to herrer så 58 års erfaring at tilbyde markedet.
Flemming Jensen har i øvrigt også været med til at stifte PE – Professionel Elektronik – der supporterer en række messeinitiativer i Danmark. PE tager udgangspunkt i sammenlægningen af brancheorganisationer som BIPA og Dansk Elektronik. Det er nu 18 år siden, og selv behovet for brancheforeninger måske ikke længere er så udtalt, så har Dansk Industri med DI Digital fulgt op på det mangeårige arbejde, PE har udført for at gøde jorden for dansk (elektronik)industri.
– Om de mange års arbejde inden for de samme rammer er et udtryk for, at vi kan lide dét, vi arbejder med – eller om vi bare er for dovne til at komme videre – ved jeg ikke helt, kunne Flemming Jensen sige i sin tale under jubilæet. Men Henrik Andersen kunne supplere med at mene, ”at det nok var lidt begge dele”.
Se hele interviewet med Flemming Jensen i Aktuel Elektornik 10/2021, som udkommer 19. oktober.