For Georg Sørensen har det personlige møde altid været på mode, og siden 1983 er den dedikation kommet mange til gode gennem transformationen fra A/S Herning-Hallen til oplevelseskoncernen MCH A/S. 1. april kan den administrerende direktør fejre 40-års jubilæum.
Ingen havde forudset, endsige forestillet sig, hvilken karriere, Georg Sørensen fra Hammerum ved Herning påbegyndte – for såvel ham selv som for A/S Herning-Hallen, da han 1. april 1983 takkede ja til et job som salgsassistent hos det midtjyske messecenter. Et valg, der kom til både at definere ham og betyde rigtig meget for rigtig mange.
Med sig havde han en Højere Handelseksamen og fire års ansættelse hos Hammerum Døren A/S først som regnskabselev og siden regnskabsassistent. To år efter karriereskiftet fra regnskab til salg blev han i 1985 salgsleder, og året efter fik han som projektleder ansvar for blandt andre HI-messen, Interfair og Nordbag (de to sidstnævnte fusionerede han senere sammen med Hotel og Restaurantmessen til Foodexpo, red.), ligesom han i 1988 etablerede Transport-messen. I 1995 blev han udnævnt til direktør for Messecenter Herning, og ti år senere indtog han posten som administrerende direktør for oplevelseskoncernen MCH A/S, der i dag består af MCH Messecenter Herning, Jyske Bank Boxen, MCH Herning Kongrescenter og MCH Arena.
Store visioner bliver til virkelighed
Visioner, passion og dedikation har drevet Georg Sørensen til at udvikle Messecenter Herning til oplevelseskoncernen MCH A/S, der årligt samler omkring en million mennesker fra ind- og udland til et bredt udbud af messer, musik, internationale mesterskaber samt møder, kongresser og større firmafester. Messerne er fortsat hovedhjørnestenen i koncernen. Med 15 messer, der samler flere end 50.000 udstillende og besøgende virksomheder, har han og MCH A/S et meget tæt samarbejde med mange forskellige brancher, og han nyder stor respekt blandt kunder, gæster og samarbejdspartnere. Mange er på fornavn med Georg, fordi han tager sig tid til de mennesker, han møder.
At han er en mand, der formår at gøre visioner til virkelighed, er tydeligt. De store visioner viste sig blandt andet i november 2000, da Georg Sørensen præsenterede Vision 2025, en visionsmasterplan for MCH. Resultaterne taler helt for sig selv og tæller blandt andet en forbedret infrastruktur med et udbygget motorvejsnet samt opførelsen af Hal M, MCH Arena og Jyske Bank Boxen. Resultater, der altid får ham til at fremhæve et godt samarbejde med ejerkredsen – Agromek og Herning Kommune – borgmester og byråd, formand og bestyrelse samt kunder og samarbejdspartnere som en afgørende faktor for succes – kombineret med dygtige og dedikerede medarbejdere, som han værdsætter meget højt.
Med hjertet som ledestjerne
MCH A/S har under Georg Sørensens ledelse fået et hjerte i logoet, og det er på ingen måde tilfældigt. Tværtimod er det afgørende for jubilaren, at man har hjertet med i alt, hvad man gør, og at både virksomhed og kollegaer drager omsorg for hinanden. Han bruger visioner og værdier som en drivkraft for sig selv og som en retningsgiver for sine medarbejdere. Den værdibaserede ledelse har blandt andet udmøntet sig i et konkret værdisæt udviklet i samarbejde med medarbejderne, hvori det lyder, at “I MCH er visioner en hjertesag”, og udover mission og vision har alle også en fælles passion, nemlig “Det personlige værtskab for mødet med og mellem mennesker”, samt medarbejdermålet “Vi tør det, vi gør det”.
Hele oplevelseskoncernens forretningsgrundlag og værdisæt blev kraftigt udfordret, da coronakrisen ramte i marts 2020. Pludselig blev værtskabet umuligt, og det sendte koncernen ud i den værste krise i MCH’s historie. En krise, som Georg Sørensen styrede virksomheden igennem via tæt kontakt til bestyrelse, ejere og bank. Sideløbende var han i tæt dialog med myndighederne for at sikre, at den tvangslukkede virksomhed fik den rette kompensation, ligesom han også blev udpeget til regeringens ekspertgruppe inden for afholdelse af større arrangementer. At krisen havde så fatale konsekvenser for så mange medarbejdere gjorde ondt på direktøren, og han har selv kaldt den 31. august 2020 for den værste dag i hans tid. Den dag måtte mange opsiges, og samlet tvang coronakrisen MCH til at sige farvel til 40 procent af medarbejderstaben og dermed mere end 1.000 års erfaring.
Siden er MCH kommet godt i gang igen, og i dag er hver tredje af de 228 medarbejdere nye med under halvandet års erfaring. Det har kaldt på et stort behov for sidemandsoplæring, og derudover har Georg Sørensen på fællesmøder gjort en dyd ud af at introducere de mange nye kræfter til MCH-værdierne. Både kunder og gæster nævner ofte MCH-ånden: De ansattes imødekommenhed, hjælpsomhed, sammenhold og passion for det personlige.
Det personlige møde er kernen
Georg Sørensen er kendt for altid at bevare roen, og for ham er det personlige omdrejningspunktet. Det har det nu været igennem fire årtier. Når han åbner en af oplevelseskoncernens mange messer, er det for ham blevet en fast tradition at fremhæve værdien af at mødes – og nu fremhæver han også den fælles læring, der er blevet til igennem coronaperioden, hvor vi er blevet både bekræftet og bestyrket i behovet for at mødes rigtigt – altså fysisk og personligt:
– Jeg har sagt det før, og jeg lover at sige det igen og igen: Det personlige møde må aldrig gå af mode. Tværtimod. Det skal vi i fællesskab udvikle og værne om – det personlige møde, der med nærvær gør en forskel og skaber den ægte menneskelige relation, konkluderer Georg Sørensen.
Georg Sørensen har for sin indsats som engageret direktør for MCH A/S modtaget en lang række priser og anerkendelser gennem årene, heriblandt Børsens Personlige Gazellepris i 2008, Den Europæiske Oplevelsesøkonomi Pris i 2011 og samme år blev han slået til Ridder af Dannebrog.