IT-virksomheden Edora har sammen med Aalborg Universitet (AAU) modtaget en større bevilling fra Innovationsfonden i forlængelse af projektet ITEA4 GreenCode. Projektet skal fremme udviklingen af bæredygtig software og minimere energiforbruget i digitale løsninger. Med projektet skabes også mulighed for at tiltrække dygtige ph.d.-studerende og eksperter, som kan bidrage til videreudviklingen af software med lavt klimaaftryk.
Edora er den eneste danske virksomhed, der er med i projektet. En del af bevillingen er øremærket Edoras aktiviteter og skal bruges til at få viden om, hvordan man kan mindske klimaaftrykket fra virksomhedens i forvejen effektive softwareløsninger. Det gælder blandt andet produktet Workforce Planner (WFP), der anvendes i 55 kommuner, samt de store offentlige IT-projekter, som Edora udvikler og drifter.
Viden fra projektet bliver også brugt i udviklingen af den nye danske cloud, Edora Public Cloud, der allerede implementeres i større offentlige IT-driftsløsninger. Projektet måler energiforbruget i realtid og sporer, hvordan ændringer i softwarekoden påvirker energiforbruget i Edoras servercenter. Dette banebrydende initiativ kombinerer avanceret datalogi og praksisnær innovation for at mindske den digitale verdens klimaaftryk.
Samarbejde mellem forskning og erhverv
Projektet ledes af forskere fra Aalborg Universitet, der bringer deres ekspertise inden for distribuerede, intelligente systemer og energieffektiv softwareudvikling ind i samarbejdet.
Michele Albano, lektor ved Institut for Datalogi (AAU), udtaler: “Vi er begejstrede for at samarbejde med virksomheder som Edora om at udvikle teknologier, der gør det muligt at reducere energiforbruget i software betydeligt. Dette projekt er et godt eksempel på, hvordan universiteter og virksomheder kan skabe løsninger, der er til gavn for både klimaet og samfundet.”
Hele projektet har fokus på at fremme grøn omstilling gennem teknologisk innovation og forventes at være fuldt implementeret inden for to år og vil skabe grundlag for flere fremtidige partnerskaber mellem erhverv og forskning.
Bent Thomsen, professor ved Institut for Datalogi (AAU), tilføjer:
– Vi ser frem til at kunne fortsætte det samarbejde, som vi allerede har med Edora omkring energieffektiv software. Tidligere har Edora stillet deres kildekode til rådighed for os, så vi kunne måle på løsninger fra den virkelige verden. Jeg mener, at energiforbrug i fremtiden skal være en konkurrenceparameter. Det nytter jo ikke noget bare at vende det blinde øje til, når vi allerede nu med meget få midler kan få den samme IT-understøttelse med et væsentligt lavere energiforbrug.
ITEA4 GreenCode er et internationalt projekt under ITEA, der er en branche-drevet klynge med fokus på softwareinnovation og digital transformation. Bevillingen er en del af en større ramme under GreenCode-projektet, der i alt omfatter 9 lande og en samlet pulje på 12 millioner euro. ITEA er en del af EUREKA, der er et internationalt netværk for forsknings-, udviklings- og innovationssamarbejde med over 45 medlemslande i og uden for Europa.
Fortsættelse af Edoras engagement i bæredygtig IT
Siden 2019 har Edora deltaget i banebrydende forskningsprojekter som DigitalLead-projektet, der undersøgte energibesparende kodning. Her blev det dokumenteret, at Edoras softwareløsninger kunne reducere energiforbruget med op til 30 % ved optimering allerede i kodefasen.
– Denne nye bevilling bygger videre på Edoras mangeårige arbejde med at fremme bæredygtig IT, både gennem konkrete udviklingsprojekter og ved at skabe opmærksomhed om energieffektiv software. Vi ser dette nye projekt som en vigtig brik i vores ambition om at gøre Edora Cloud til Danmarks førende grønne cloud-løsning. Samtidig er det et skridt på vejen mod en mere bæredygtig fremtid for hele IT-sektoren, siger Mads Hedegaard, direktør i Edora.
Edora planlægger at integrere de nyudviklede metoder i hele deres produkt- og projektportefølje og dermed gøre en konkret forskel i IT-branchen og for de kunder, som betror Edora at gennemføre deres IT-udviklingsprojekter.
Kontakt: Mads Hedegaard, Edora A/S, mail: mhe@edora.dk