For første gang nogensinde har danske forskere undersøgt borgernes adgang til, deltagelse i og opfattelse af det digitale demokrati. Undersøgelsen viser, at grundbetingelserne for det digitale demokrati er på plads. Men den viser også, at over halvdelen af danskerne ikke tager del i debatter om samfundsforhold online. Hver femte borger ville egentlig gerne deltage, men afholder sig fra det, fordi tonen er for hård. Det skaber en skævvridning i debatten, som sætter den digitale demokratiske samtale under pres.

En stor del af den offentlige samtale og meningsdannelse foregår i dag online. Derfor har forskere med en ny omfattende rapport taget temperaturen på det digitale demokrati for at undersøge, hvordan det går, og hvor der er plads til forbedring.
Resultaterne viser, at selvom danskerne har god og direkte adgang til det digitale offentlige rum, herunder til nyhedsmedier, meningsdannere, politikere og myndigheder, afholder 58 pct. sig fra at deltage i online debatter. Hver femte borger peger ellers på, at de gerne ville deltage, men de afholder sig fra det som følge af den dårlige tone i kommentarfelterne.
– Den sikkerhedspolitiske udvikling tvinger os ikke kun til at opruste militært, men også til at styrke vores demokrati. En stor del af vores demokratiske samtale foregår i dag på sociale medier. Derfor er det vigtigt, at alle føler sig velkomne til at deltage i debatten og ikke føler sig truet til at blive væk. Tidligere troede vi måske, at de sociale medier kunne blive en demokratisk løftestang. I dag kan vi se, at de i høj grad er blevet en megafon for de larmende få. Det er problematisk, for det skævvrider debatten, når kun nogle synspunkter er repræsenteret, siger digitaliseringsminister Caroline Stage.
Selvom undersøgelsen viser, at opslag med misinformationskilder kun fylder én pct. på tværs af den danske Facebook-offentlighed, oplever 6 ud af 10 danskere, at de ofte støder på falsk eller misinformerende indhold. Samtidig er 74 pct. af danskerne enige om, at det udgør et stort demokratisk problem, at misinformation spredes på sociale medier og digitale medier. Kun 1 ud af 10 har tillid til, at sociale medier er i stand til at håndtere misvisende og falsk indhold.
– Det digitale demokrati er for vigtigt til at blive overladt til nogle få tech-giganter. Danskerne har i dag ikke tillid til, at de sociale medier er deres ansvar voksen, når det kommer til at fjerne falsk indhold. Så når X har givet frit spil til, at misvisende opslag kan figurere på sin platform – og Metas udmelding om at bevæge sig i samme retning – vil tilliden ikke blive højere. Tværtimod risikerer vi, at flere vil afholde sig fra at tage del i den demokratiske samtale online. Vi skal derfor bruge en undersøgelse som denne til at få skabt en offentlig debat om de spilleregler, vi ønsker at have på de sociale medier, siger digitaliseringsministeren.
Læs et faktaark over rapportens hovedresultater her.