Af Jeff Mankvard, Professionel Elektronik
Allokering i 2025 lyder som noget – undskyld analogien – en nuværende amerikansk præsident kunne finde på at postulere. Omvendt kan man stort set forudsige hvad som helst i en total uforudsiglig verden i dag, og måske have ret. Så brancheforeningen Professionel Elektronik, PE, vover pelsen, nu da selv mink jo også er på vej frem igen.
De fleste virksomheder kan godt overleve med en lav ordreindgang i en periode. Men hvis perioden bliver for lang, så bliver producenter, distributører og andre nødt til at tilpasse sig den nye lave efterspørgsel, og så bliver der fyret folk, nedlagt linier og solgt fra. Igen, en ganske naturlig konsekvens af en lav efterspørgsel.
Det store problem er imidlertid, at skulle nedgangen i efterspørgslen reelt kun være drevet af for store lagre, så er der stadig en efterspørgsel i markedet, som helst skal kunne dækkes, når lagrene er tømt ud. Men hvis folk ikke har købt noget i for lang en periode, så er den kapacitet sparet væk, når ordrerne begynder at rulle ind på fabrikkerne igen. Og så er vi tilbage ved start, hvor der så kan begynde en ny periode med lange leveringstider, allokering etc og det er her vi snart står igen.
Hvorfor tror PE på allokering i løbet af de næste 6-9 måneder?
- Under covid-19 i 2020-2021 steg elektronikforbruget voldsomt grundet større rådighedbeløb til konsumentforbrug (kun overgået af bilkøerne ved byggemarkederne). Det skyldtes frigørelse/omrokering af likvide midler. Man gik ikke i byen mere eller rejste, og pludselig blev tvungent opsparede feriepenge frigivet til rent forbrug Efterfølgende i 2022-2024 var markedsmætningen relativt kontinuert, men den situation er ved at løsne op i 2025.
- Mange fabrikslinier kører reduceret for at tilpasse sig det nuværende behov. Det – og med en manglende arbejdsstyrke – kan hurtigt føre til flaskehalse igen. Flere større halvlederfabrikker varsler allerede nu om stigende leveringstider.
- De globale lagre opbygget efter allokeringens slut, er nu endelig efter 1 – 2 års tid ved at være opbrugt.
- Det globale elektronikforbrug er stadig stigende (omend vi ikke mærker meget til det i EU nu)
- Udsigt til toldmure, handelskrige og lignende tilskynder til indkøb til lager snarligst, så man kan sikre sig den ”rigtige” pris.
- USA Innoverer, Kina kopier (Ikke helt sandt mere) og EU regulerer (meget sandt)
EU kørt bagud i det teknologi kapløbet, men endelig er der selvopfattelse, at noget skal gøres, og det skal ske nu. Der skal investeres meget mere i teknologi. Der skal reguleres mindre, så vi kan konkurrere med USA og Kina igen. Det vil afføde øget efterspørgsel i EU igen.
I en tid hvor USA er gennemsyret af MAGA bevægelsen, er tiden kommet til en MEGA bevægelse. (Make Europa Great Again). Ingen tvivl om, at det er – set i det globale perspektiv – den helt forkerte retning, men Europa må også indse, at tiden hvor vi satte den globale dagsorden er forbi, med mindre vi bliver stærke igen. Og svaret er vækst, ikke mindst vækst indenfor teknologi. Det betyder: øgede inversteringer, produktion og forbrug, som igen kan betyde udsigt til snarlig allokering.