Aplica får hele 260 m² mere plads at boltre sig på, når den rykker ind i det nye domicil på Betonvej 7 i Roskilde, der rummer i alt 500 m². Dermed kan produktionen øges tre gange, og samtidig får virksomheden et regulært demonstrationsrum, hvor kunderne kan se nogle af løsningerne i praksis. Virksomheden har siden sin start i 2011 haft travlt med at følge trit med efterspørgslen. Derfor har det ifølge Managing Director, Maria B. Nørbæk, længe været et ønske at flytte til større og bedre lokaler.
Hun vurderer, at der er masser af plads på den nye adresse til, at virksomheden kan vokse sig endnu større i de kommende år. Allerede nu er man på jagt efter nye medarbejdere til produktionsteamet. På Betonvej får Aplica desuden en mere central beliggenhed i hjertet af byens erhvervsområde.