Beckhoff søger ny intern supportingeniør

Har du el-teknisk baggrund og er du klar til at specialisere dig inden for et specifikt produktområde?

Hos Beckhoff tager vi os tiden til at dygtiggøre dig. Du starter med at blive lært grundigt op i vores produkter og arbejdsgange og arbejder derfor meget bredt. På sigt bliver du specialist i lige netop det, du brænder for.

”Vi gør en forskel for vores kunder ved at være frontløbere inden for vores felt. Hvert 7. år udkommer vi derfor med et epokegørende produkt. Det har skabt en pionerånd i virksomheden, hvor vi motiverer hinanden til hele tiden at blive bedre,” fortæller direktør Michael Nielsen.

Velkommen til Beckhoff Automation A/S

Du bliver en del af et internationalt og fagligt stærkt miljø, hvor du yder teknisk rådgivning til kunder fra en bred vifte af industrier. Det giver ikke bare udfordrende arbejdsopgaver, men også en dyb indsigt i udviklingen af automationsbranchen. På det danske kontor i Kolding får du 23 kolleger, men vi er 4.500 medarbejdere på verdensplan med hovedsæde samt produktions-site i Tyskland.

Du supporterer kunder, som har brug for din ekspertviden

Sammen med dine 5 kolleger i teamet hjælper du vores kunder, der har brug for ekspertviden, sparring på applikationsopgaver eller spørgsmål til vores produkter. De dage du ikke passer supporten, dykker du ned i de sager, som kræver mere dybdegående teknisk gennemgang eller design af nye løsninger. Det kan være at kunden har behov for hjælp til at rette koden i deres applikation, eller også tester du komponenterne i et netværk og får dem til at snakke sammen.

Her får du et tæt samarbejde med vores udviklere og back end-supportere, som holder til i Tyskland, både når det kommer til de daglige supportopgaver, og når kunden har en forespørgsel vedrørende muligheden for at udvikle et nyt produkt.

”Dine kunder er selv i stand til at programmere – men det er dig, som er ekspert på lige netop vores produktprogram. Så selvom det er hardware, vi sælger, så er softwarehåndtering og -rådgivning en meget vigtig del af arbejdsopgaven,” forklarer Michael.

Samarbejde med sælgere og kunder

Du arbejder også tæt sammen med sælgerne i det daglige, da det er dig og dine kolleger, de går til for at få teknisk rådgivning, ligesom det at deltage på kundemøder sammen med sælgerne er en del af dine opgaver. Her står du for at lave produktpræsentationer samt mindre applikationer såsom proof of concept.

Har du lyst, så kan du også blive underviser i lige netop det, du er ekspert i. Her uddanner vi hinanden internt og lærer vores salgskolleger op i vores produktprogram. Det skaber en naturlig videndelingskultur, som styrker alles kompetencer.

Det særlige ved Beckhoff

”Vi er virkelig som en stor familie, der oprigtigt kerer sig om hinanden. Denne familiefølelse integrerede vores grundlægger Hans Beckhoff i sin tid – og vi bærer den alle stolt videre. Vi laver en del sociale events, som er alt lige fra løb og spinning til en hyggeeftermiddag ved grillen. Vi glæder os meget til at byde dig varmt velkommen i Beckhoff-familien,” slutter Michael.

Trives du med selvledelse, og har du erfaring med automation?

  • Du har en el-teknisk baggrund – du kan både være erfaren og forholdsvist nyuddannet.
  • Du har flere års erfaring med PLC-programmering – hvis du har kendskab til flere sprog, er det en fordel, ellers skal du nok blive dygtig til flere højniveausprog her hos os.
  • Du er initiativrig og klar til at lære mere og specialisere dig på sigt.
  • Du taler og skriver dansk flydende samt engelsk på højt niveau.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til processen, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Anders Paulsen på 72 45 91 39.

Vi kalder til samtaler løbende, så send dit CV allerede i dag via nedenstående link og senest d.18.09.2019. Ansøgninger, der ikke er sendt via linket, kommer ikke i betragtning til stillingen. Vi tillader os at lukke for rekrutteringen, når vi har fundet den rigtige medarbejder.

Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Find jobopslaget her: https://www.jobindex.dk/jobannonce/337609/intern-supportingenioer-til-innovativ-automationsvirksomhed