Det bæredygtige arbejdsliv – hjulpet på vej af elektroniske devices
”Relax – Reflect – React” kommer der til at stå på skiltet til en aktivitet, som skiller sig markant ud fra de øvrige ting, der foregår i teknologiuniverset Technomania på hi Tech & Industry i Herning.
Den opmærksomme læser vil allerede have gættet, at her handler det om refleksion og fokus på de menneskelige ressourcer.
”Vi forsøger at være en oase, hvor folk kan trække ind, reflektere og slappe af fra de mange ting, der foregår på en messe,” fortæller Marie Schmidt Sørensen, der er en af de IDA-medarbejdere, man kan møde på standen.
Hun fortæller videre, at der ved indretningen af standen bliver lagt vægt på at stimulere sanserne, ligesom standen, helt i tråd med hovedtemaet for Technomania, er opbygget af bæredygtige materialer.
Men Relax – Reflect – Recact er ikke en modpol til det store udbud af teknologi, som findes på Technomania, for også på standen bag de tre ”’R’er” mødes de besøgende af teknologi i form af forskellige devices, som populært sagt tracker, hvordan man har det mentalt og fysisk.
”Det er ikke de enkelte devices, som er det centrale, men den snak de formidler, om hvordan man har det, fx om man er stresset eller træt,” uddyber Marie Schmidt Sørensen, der sammen med IDAs konsulenter står klar til en snak om trivsel og til at byde besøgende velkommen med en grøn ”brainboosterjuice”.
Kan henlede opmærksomhed på problem
En af leverandørerne af de teknologiske devices, som messegæsterne kan se på standen, er virksomheden Innovation Lab, der med deres Demolab løbende kuraterer og hjemtager teknologier fra hele verden, med det formål at give folk en oplevelse af det nyeste og det næste.
Fra Demolab demonstrerer Jarle Kondrup eksempelvis et device med form som et armbånd, som du kan bruge til registrere, hvornår på dagen du er glad eller trist mv. Eller hvad med et device med udseende som et fitnessarmbånd, som opfanger dit tonefald og registrerer, om du er hektisk, vred eller noget helt tredje?
Med på standen har Jarle Kondrup også nogle særlige briller, som skulle bevirke, at man eksempelvis får mere energi. Brillerne fungerer ved at benytte et specielt lys til at påvirke særlige celler i øjet.
De forskellige devices taler ind i trenden med wearables, altså teknologi vi bærer på kroppen, og som ofte spiller sammen med en app, som registrerer og bearbejder de indsamlede data.
”Fælles for mange devices er, at de kan opfange signaler, som vi selv, vores kollega, eller chef – ikke er opmærksomme på. Og derved kan de hjælpe til, at vi husker at sige stop, inden vores stress, træthed, eller hvad det nu måtte være, tager overhånd,” siger Jarle Kondrup.
Skulle man imidlertid ønske at slappe helt af – også for elektroniske devices – er der mulighed for at prøve en mindfulness-session i en såkaldt MuteBox, hvor man får ro til fordybelse.
IDAs ”Technomania” foregår i hal F den 6. og 7. oktober
Du kan tilmelde dig hi Tech & Industry Scandinavia her.
Pressefotos og pressemateriale i øvrigt kan downloades på: Presse Technomania | IDA
Pressekontakt i Ingeniørforeningen, IDA: Ole Haun, mobil: 22 15 46 16 mail: oha@ida.dk