EOT – ELECTRONICS OF TOMORROW VENDER TILBAGE I FORÅRET 2019

Sæt kryds i kalenderen: 7.-9. maj 2019 inviterer EOT – Electronics of Tomorrow endnu en gang elektronik- og teknologibranchen til udstilling, konferencer og networking i MCH Messecenter Herning.

Ingeniører, udviklingsfolk, teknikere, maskinbyggere og andre med relation til teknologi- og elektronikbranchen kan allerede nu sætte kryds i kalenderen i foråret 2019. Branchens nye fagmesse EOT – Electronics of Tomorrow har netop fået fastlagt terminen for næste event, der finder sted 7.-9. maj 2019.

Det innovative messekoncept, som havde premiere i efteråret 2017, høstede roser fra både udstillere og besøgende, og derfor har arrangørerne i samarbejde med branchen allerede nu besluttet at fastsætte en dato for næste udgave af EOT.

– Vi glæder os over de mange positive tilbagemeldinger fra både udstillere og besøgende, og ser allerede nu frem til at udvikle EOT sammen med branchen, siger Mona Jakobsen, projektchef i MCH Messecenter Herning.

Udstillerne melder klar til 2019
Elektronikleverandøren CORE-emt A/S er en af de virksomheder, der allerede nu har tilkendegivet, at de deltager på EOT igen i 2019. Denne gang bliver det dog med en endnu større stand:

– I efteråret skulle vi lige have en føling med, om EOT havde plads til os som maskinleverandør. Det var der i dén grad, og derfor vender vi tilbage i 2019 med en endnu større stand og med langt flere maskiner, fortæller Steen V. Haugbølle, managing director i CORE-emt A/S, og fortsætter:

– EOT er en anderledes messe med nogle rigtig gode kvaliteter, og det vil vi gerne være med til at støtte op om.

Hos GPV International A/S hersker der heller ingen tvivl om, at de er med igen i 2019:

– Jeg tror sjældent, vi har fået så mange kvalitetsleads med hjem, som vi fik fra EOT, så derfor kan man roligt sige, at vores forventninger blev indfriet. For os har EOT potentiale til at blive den største elektronikmesse i Nordeuropa, så derfor er vi naturligvis også med i 2019, siger Bo Lybæk, administrerende direktør i GPV International A/S.

EOT – Electronics og Tomorrow kan opleves i MCH Messecenter Herning 7.-9. maj 2019. Messen arrangeres af MCH i samarbejde med branchen og organisationerne Ingeniørforeningen IDA, PE Professionel Elektronik og DI Digital.