HI-messen afholder online masterclass om de profitable perspektiver i bæredygtighed

Bæredygtige tiltag er ikke nødvendigvis ensbetydende med omkostninger for virksomhederne – tværtimod kan bæredygtighed medvirke til økonomisk succes. Det er hovedbudskabet, når HI-messen 10. maj 2023 blænder op for den virtuelle masterclass ‘Skab forretning via bæredygtighed’.

Nok er der et halvt års tid til, at hi Tech & Industry Scandinavia atter fylder MCH Messecenter Hernings haller med innovative løsninger og produktnyheder til industrien. Forberedelserne er ikke desto mindre i fuld gang, og allerede 10. maj afholder messen en virtuel masterclass om de profitable perspektiver, der kan være i at satse på bæredygtige løsninger. Masterclassen, der er med bæredygtighedsrådgiver og direktør i Business With Impact Jasper Steinhausen, henvender sig til både udstillere og gæster på messen samt alle andre interesserede.

– Seerne kan forvente at få en model for, hvordan de kan arbejde med bæredygtighed, så det skaber forretningsmæssig værdi, og derudover får de opgraderet deres mindset i forhold til at tænke på bæredygtighed i en forretningssammenhæng. Alle virksomheder må forholde sig til deres miljømæssige impact og komme i gang med at integrere bæredygtighed i deres kerneforretning, mener Jasper Steinhausen, der har køreplanen klar for, hvordan den proces skal gribes an:

– Det kræver, at man som virksomhed har klarhed over, hvor man vil hen og hvorfor, at man har en klar plan for, hvordan man kommer derhen med skridt, der er værdiskabende i sig selv, at man omsætter ord til handling, og endelig at man kommunikerer klart og tydeligt om det.

Fordelene ved grønne løsninger står i kø
Ved at satse på bæredygtighed fremtidssikrer man ifølge Jasper Steinhausen sin virksomhed, ligesom man skaber konkurrencefordele på den lange bane – og det er angiveligt blot nogle få af de mange plusser, der er at hente i en grøn omstilling.

– Typiske resultater for virksomheder, der engagerer sig helhjertet i bæredygtighed og cirkulær økonomi, inkluderer omkostningsbesparelser, øget salg, kundeloyalitet, produktivitet og begejstring blandt medarbejderne samt evnen til at tiltrække og fastholde talent, forklarer Jasper Steinhausen.

Grønne løsninger kommer også i centrum på selve HI-messen til oktober, og det giver ifølge bæredygtighedsrådgiveren god mening.

– En messe er et udstillingsvindue og en mikrofon til de deltagende virksomheder, hvis budskaber derfor hér forstærkes – det er af samme grund rigtig fornuftigt som udstiller at medbringe gode historier om eksempelvis bæredygtighed, lyder det fra Jasper Steinhausen.

Masterclassen ‘Skab forretning via bæredygtighed’ med Jasper Steinhausen kan kvit og frit opleves 10. maj klokken 08.30-09.30 via https://www.hi-industri.dk/om-hi/masterclass

HI-messen finder sted i MCH Messecenter Herning 3.-5. oktober 2023.

Kontaktinformation
Jacob Rasmussen
Assisterende projektleder, MCH A/S
Telefon: +45 92 15 72 22
E-mail: jra@mch.dk