INDUSTRIENS STØRSTE FAGMESSE ÅBNET: INNOVATION I HØJSÆDET PÅ HI

Morgendagens løsninger og innovative idéer fylder MCH Messecenter Herning, der tirsdag har slået dørene op til Danmarks ældste og største teknologi- og industrimesse, hi Tech & Industry Scandinavia 2021. De kommende dage står 550 udstillere klar til at fremvise deres nyeste tiltag, mens et tætpakket aktivitetsprogram udstyrer de besøgende med dugfrisk viden.

Industriens store inspirationsplatform og faglige mødested er tirsdag morgen officielt åbnet med festfyrværkeri og prestigefyldt prisuddeling i MCH Messecenter Herning. Her har 550 udstillere taget opstilling til hi Tech & Industry Scandinavia 2021, der fra 5.-7. oktober byder på et væld innovative løsninger samt et inspirerende event- og konferenceprogram rettet mod industrien.

Borgmester i Herning Kommune Dorte West (V) talte ved messens officielle åbningsarrangement, hvor hun tog et tilbageblik på hi-messens udvikling igennem dens 58 år lange levetid; fra Kong Frederik den 9. i 1963 åbnede den første udgave, til i dag hvor hi Tech & Industry Scandinavia er industriens både ældste og største fagmesse i Danmark.

– Hi-messen er indbegrebet af udvikling. Det er her, man samles og tænker nyt. Nye automatiseringsløsninger, der er skabt af innovation, og som er med til at gøre danske virksomheder effektive og bæredygtige. Det er det, der skal til, for at vi i Danmark kan opretholde en konkurrencedygtig produktion, sagde borgmesteren og tilføjede:

– Det er tankevækkende, at en konge for næsten 60 år siden så præcist indrammede, hvad vi stadig ser som en af vores styrkepositioner i Herning Kommune; nemlig evnen til at stå sammen og skabe udvikling i flok.

Bliv klædt på til fremtiden
Netop de besøgendes konkurrenceevne står til at blive styrket gennem messens store aktivitetsprogram, der ved åbningen blev gennemgået af Jørgen Stenberg, formand for messekomitéen og senior advisor hos Hans Følsgaard A/S. Det alsidige program byder på alt fra vindsektorens store begivenhed Wind Energy Denmark og teknologiuniverset Technomania over særområder som 3D Tech, The Smart Company og Data Centers Denmark til Eksportkonference, Maskinsikkerhedskonference og fødevarebranchens International Food Contest.

– Ovenpå nedlukningen og presset på forsyningskæderne har vi nu det maksimale momentum til at investere og tænke anderledes, så vi kan klæde os endnu bedre på til fremtiden og forbedre vores processer, produktionsapparater, forretningsgange, finde bedre løsninger, få mere viden, arbejde smartere og automatisere. Der er ikke noget bedre sted at starte end her på Hi 2021, konkluderede Jørgen Stenberg.

Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen fremhævede i sin åbningstale værdien af det personlige møde og kaldte åbningen af dette års hi-messe for noget ”helt særligt”.

– Det er en særlig åbning, fordi det kun er fire måneder siden, vi alle fik vished om, at vi kunne lave messer igen. Det har stillet ekstra krav til alle, og det sætter messens 550 udstillere og 118 konferenceaktiviteter i et helt særligt perspektiv. Hundredvis af udstillere kombineret med de mange aktiviteter og events er imponerende og viser samtidig både bredden og dybden af alt det bedste, som dansk erhvervsliv i den danske industri har at byde på. Der er rigtig meget for de besøgende at komme efter, lød det fra Georg Sørensen.

Danmarks bedste automatiseringsløsning
I forbindelse med åbningen blev Danmarks bedste robot- og automatiseringsløsning hyldet med DIRA Automatiseringsprisen 2021. Prisen gik til Danfoss Drives, der har skabt en gennemgribende digital transformation med en komplet automationsstrategi, hvor fremtidens fabrik er blevet nytænkt baseret på Industri 4.0. Prisen blev overrakt af borgmester Dorte West i samarbejde med Søren Peter Johansen, medlem af messekomitéen og faglig leder på Teknologisk Institut – Robotteknologi.

Endnu en prisuddeling venter onsdag, hvor hi Sustainable Development Award bliver overrakt i forbindelse med åbningen af Technomania i Hal F. Bæredygtighedsprisen er i år sponsoreret af Fremstillingsindustrien og Dansk Industri.

Hi Tech & Industry Scandinavia 2021 strækker sig fra 5.-7. oktober i MCH Messecenter Herning.

Du kan stadig nå at besøge hi Tech & Industry Scandinavia. Hent din billet her.