Kompakte isolerede 5W/10W AC/DC-strømforsyninger til printmontage

YSM10, 10W AC/DC power module med 3.3V, 5V, 12V, 15V eller 24V output.

I mange forsyningsarkitekturer er der brug for kompakte, isolerede strømforsyninger, som fra et universelt AC-input kan levere DC-spændinger til mindre forbrugere i konstruktionen – eksempelvis til husholdningsfunktioner som køling, pumper eller andre mindre forbrugere, der skal holdes aktive uden om hovedforsyningen. Det er et marked som RepComp-agenturet, Yingjiao Electrical forsyner, men producenten har naturligvis også et godt øje til det utal af IoT edge-applikationer, som vælter frem i milliardstore styktal – og hvor et lavt ubelastet forbrug spiller en stor rolle.

Yingjiao Electrical leverer med deres YSMx(x)-familie en række naturligt kølede forsyninger til enten print- eller chassismontage, hvorfra de kompakte forsyninger leverer effekter mellem 5- og 60W på deres DC-outputs fra et universelt input på mellem 85- og 305VAC. Effektiviteten af de isolerede strømforsyninger stiger naturligvis med udgangseffekten, og for de største modeller i serien er effektiviteten op til 91 procent.

Ved lavere effekter er effektiviteten lavere, men det er sandsynligvis mindre kritisk i applikationer, hvor forsyningerne skal varetage support-applikationer. Det er omvendt mere relevant, at den nominelle effektafsættelse i ubelastet tilstand er under 0,1W for samtlige modeller i YSM-serien. Spændende er i den forbindelse især YSM5- og YSM10-modellerne, der i begge tilfælde leveres i huse med et footprint på 45,7mm x 25,4mm med leads til TH-montage i printkonstruktioner, så forsyningerne fra Yingjiao Electrical kan indgå som praktiske komponenter i designet.

Både YSM5- og YSM10-modellerne – til henholdsvis 5W og 10W – leveres med udgangsspændinger på 3,3V, 5V, 12V, 15V eller 24V med en maksimal ripple på udgangs på 200mVp-p og til brug i omgivelsestemperaturer mellem -30C og +70C. Strømforsyningerne i YSM-familien leveres med ClassII-godkendelser efter de gængse UL-, EN- og TÜV-normer. Der er overbelastnings- og overspændingsbeskyttelse af forsyningerne, der også har en indbygget recovery-funktioner efter eventuelle hiccups.

 

RepComp ApS
E-mail: cgs@repcomp.dk
Tlf.: 70 26 74 20
E-22, hal C, stand nr. 4028