Med stikforbindelser er det ikke elektriciteten, der behøver at forsinke et byggeri. Eller som Allan Vinding, Projektchef i Bravida, opsummerer en af fordelene ved stikforbindelser:
”Hvis vi er presset i slutfasen af et byggeri, er det beroligende at vide, at vi kun mangler at installere lamper, der skal stikmonteres. Vi sætter altid realistiske terminer for slutmontage af diverse el i tidsplanen for vores arbejde, men hvis der er tale om stikforbindelser, kan vi som regel gøre det lidt hurtigere, også selv om vi stadig skal lave sensorer og stikkontakter på konventionel vis.”
400 lamper med et klik
Bravida sørger for elektricitet, varme, køling, vand, ventilation og sikkerhed til dansk byggeri, og nu har koncernen også selv haft glæden af at være bygherre på et projekt, der omfattede stikforbindelser.
I Brabrand ved Aarhus er Bravida ved at lægge sidste hånd på sit nye hovedkvarter for det nordlige Jylland.
5.000 kvadratmeter kontorbygning er blevet udstyret med 500 lamper, hvoraf 400 i primære rum som kontorer og fællesområder er installeret med stikforbindelser. Det er sket i samarbejde med WAGO.
Udnytter gentagelseseffekten
”Stikforbindelser er en præfabrikeret måde at lave elinstallationer på. I stedet for, at man på traditionel vis klipper kabler op og laver lampeudtag, benytter man præfabrikerede moduler i de rigtige længder, der klikkes sammen,” forklarer Henrik Scharf, projektleder i WAGO Danmark med ansvar for stikforbindelsessystemet WINSTA®.
Systemet er baseret på kabelsamlinger og standardkomponenter, som er sammensat i overensstemmelse med byggeprojektet.
WINSTA® er velegnet, hvor installationskrav gentages, eller hvor de er planlagt i et net, f.eks. fortrådningsnetbelysning eller plant monteret belysning.
”Ved at bruge dette samlede forbindelsessystem kan både samlingstiden og installationsfejl på stedet reduceres, og da de enkelte komponenter både er mekanisk kodede og farvekodede, er fejltilslutning nærmest umulig.”
Point på DGNB-kontoen
Det sparer både tid og penge og gør byggeriet mere fleksibelt, hvilket er afgørende, hvis byggeriet skal certificeres efter DGNB-ordningen for miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed.
”Det går mange gange hurtigere, og det er der god økonomi i. Samtidig får byggeriet DGNB-point, fordi bygningen får en øget fleksibilitet ved senere ændringer og udvidelser,” siger Henrik Scharf.
DGNB var et udbudskriterie fra Bravida som bygherre. Også i rollen som installatør oplever Bravida ifølge Allan Vinding en kraftig stigning i DGNB-byggerier, hvor stikforbindelser er et krav.
Tegninger og overblik
I samarbejdet med WAGO har det også været en stor fordel for Bravida, at WAGO ikke bare leverer stikforbindelser, men også en detaljeret plan for, hvilke materialer der leveres, og hvordan installationen skal foregå.
”Det tegningsarbejde, WAGO udfører, og de styklister, WAGO leverer, er en kæmpe hjælp i processen. Når vi skal have en el-montør op i en lift for at foretage en installation, er det rart, at processen er beskrevet i detaljer på tegningsniveau, hvor vi kan se, hvilke længder kabler, der skal bruges hvorhenne. Vi har bedre styr på vores logistikprocesser, når vi ved præcis, hvilke kabler og beslag vi skal bruge på en bestemt etage, og overskueligheden gør også, at en montør meget sjældent laver fejl. Det hele går hurtigere, og du kan senere hen foretage hurtige reparationer, uden at det går ud over driften.”
Vigtig dokumentation
Samtidig giver tegningerne et klart overblik over den samlede installation.
”Vi kan nemt se, hvordan hele installationen er bygget op, og det er vigtigt i dag, hvor vi skal levere meget dokumentation. De tegninger følger byggeriet og hjælper ikke bare den enkelte elektriker, der 10 år senere bliver tilkaldt for at ordne en installation. Du har også den dokumentation, du har brug for, når du senere skal lave tilføjelser, udvidelser og ændringer i større skala,” siger Allan Vinding.
Se mere om WINSTA her: WINSTA Installationsstikforbindelser