Når EOT – Electronics of Tomorrow slår dørene i MCH Messecenter Herning op til fremtidens elektronik og teknologi 31. august til 2. september, bliver det med den nidobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen på programmet.
Der bliver drysset godt med stjernestøv ud over elektronik- og teknologibranchens mødested i MCH Messecenter Herning, når den tidligere racerkører Tom Kristensen gæster EOT – Electronics of Tomorrow på messens åbningsdag, tirsdag 31. august.
Motorsportsikonet, der bryster sig af hele ni Le Mans-titler, giver startskuddet til tre dage med fremtiden i fokus, ligesom Tom Kristensen vil holde et særskilt indlæg tirsdag kl. 12. Her stiller den Hobro-fødte racerlegende skarpt på elektronikkens betydning for motorsporten og dykker ned i elektronikkens udvikling inden for den hæsblæsende sportsgren.
Med mere end 37 år i motorsport har ‘Mister Le Mans’ stadfæstet sit navn som en af de mest succesfulde kørere i historien. Foruden en række store løbssejre kan Tom Kristensen skrive optagelse i sportens fineste selskab, Hall of Fame, på CV’et, ligesom succeskøreren i 2014 blev slået til ridder af Dannebrog. Det er altså en speaker med meritterne i orden, der vil gøre de besøgende på EOT klogere på motorsportens elektroniske perspektiver.
Forsmag på fremtiden
Foruden Tom Kristensens messevisit og et stærkt udstillerfelt byder EOT på et alsidigt aktivitetsprogram, der nuancerer og giver en forsmag på fremtidens elektronik og teknologi.
Den anerkendte danske datalog Bjarne Stroustrup indleder konferenceprogrammet kl. 10 på åbningsdagen. Her vil hjernen bag programmeringssproget C++ involvere de besøgende i de grundlæggende tanker bag C++, ligesom Bjarne Stroustrup vil illustrere, hvordan de vises i kode og kommentere på de forbedringer, som tilbydes af ISO-standarden C++20.
På messens andendag, onsdag 1. september kl. 10, kåres Årets bedste IoT-løsning for første gang i EOT’s historie i samarbejde med Nordic IoT Center. Virksomhederne Aguardio, Clevertrack ApS og WasteHero ApS er netop blevet udpeget som de nominerede og er således med i kapløbet om den prestigefyldte pris.
Endnu en premiere er på EOT-programmet. For første gang lægger den verdenskendte konference ‘The Things Conference on Tour’ nemlig vejen forbi Skandinavien – nærmere bestemt MCH Messecenter Herning. 1.-2. september vil førende eksperter give et dybdegående indblik i LoRaWAN-teknologiens potentialer gennem både udstilling, workshops og prominente oplægsholdere, der blandt andre tæller californiske Semtechs Senior Director Richard Lansdowne og VP Sales & Business Development EMEA Christian Ulrik fra TEKTELIC Communication Inc.