Lysstyringsproducenten NIKO-Servodan har indkøbt en Speedline MPM Momentum screenprinter til sin SMD-afdeling. Det har skåret 25 procent af tidsforbruget på maskinen og frigjort ressourcer i produktionen.
NIKO-Servodan fra Sønderborg fremstiller blandt andet sensorer og lysstyringer og har egen SMD-afdeling til produktionen af printkort til lysstyringssystemer og sensorer.
Her har man indtil for nylig brugt en ældre, manuel screenprinter, men ønsket om at nedbringe den tid, SDM-afdelingens operatører brugte på opstilling og drift, har fået Servodan til at investere i en ny MPM Momentum screenprinter fra Speedline.
Med en tidsbesparelse på maskinen på 25 procent er det en mission, der er lykkedes til fulde, fortæller procestekniker Bjarne Clausen.
Effektivitetsforbedring på 25 procent
”Vores operatører skulle bruge alt for meget tid på at betjene den gamle screenprinter, hvilket stjal ressourcer fra eksempelvis vores pick-and-place-maskiner. Nu har de langt bedre tid til at gå og nurse om maskinerne,” siger Bjarne Clausen og tilføjer:
”Vi har virkelig opnået en effektivitetsforbedring, der vil noget.”
En af grundene til, at NIKO-Servodan valgte at investere i lige en Momentum screenprinter fra Speedline var ifølge Bjarne Clausen, at opstillingen af de enkelte serier skal være så enkel som muligt for at gøre processen mindre operatørafhængig.
”Med Momentum-printeren er det bare at trykke på en knap, og så bliver operatøren guidet gennem opsætningen,” fortæller han.
God installation og indkøring
NIKO-Servodan har i forvejen maskiner fra Eltraco i produktionen i form af en pick-and-place-maskine fra Mycronic, og derfor var det oplagt også at vælge Eltraco som leverandør i dette tilfælde, lyder det fra Bjarne Clausen.
Han erklærer sig mere end tilfreds med hele forløbet omkring installationen, som foregik hen over en weekend i begyndelsen af foråret. Mandag morgen kunne oplæringen af operatørerne gå i gang.
”Installationen og indkøringen af maskinen har kørt super professionelt. Det foregik snorlige, og vores produktion mærkede stort set ikke noget til det. Så det kan vi kun være super tilfredse med,” slutter Bjarne Clausen.
Læs mere om Momentum-screenprinteren her.