Christian Nyborg, adm. direktør i batterivirksomheden Actec har 1/9 2022 30-års jubilæum. Han har i årenes løb sat sit personlige præg på forretningen og har fortsat store ambitioner for de næste mange år.
Christian Nyborg startede i batterivirksomheden Actec tilbage i 1992, og der gik ikke mange år, før hans viden, passion og menneskelige kvaliteter gjorde ham til en prominent person i medarbejderstaben. I 2009 overtog han stillingen som adm. direktør, og Christian Nyborg har siden da stået i spidsen for en rivende udvikling, der har forvandlet Actec fra en handelsvirksomhed til et højteknologisk produktions- og videnscenter med fokus på udvikling og test af specialudviklede batteripakker.
Fredag d. 2/9 markeres dagen i selskab med alle sine kolleger. Men den store milepæl bliver næppe den sidste, for historiens hovedperson har fortsat stor gejst og visioner for sin fremtid i firmaet.
Når Actec udvikler batteripakker til sine kunder, er der en lang række individuelle krav og specifikationer, der skal tages hensyn til. Og løsningerne skal være bedre end blot ”gode nok” – for den administrerende direktør har ambitioner om, at Actec også fremover skal være kendt for at udvikle batteripakker, der rykker på forståelsen for, hvad netop god batterilevetid drejer sig om.