I 1918 blev ingeniør- og handelsvirksomheden, der dengang hed Hans Buch & Co., grundlagt på adressen Nyhavn 43 i København. I 1930 havde virksomheden otte medarbejdere, og selvom der er sket meget siden da, så er Hans Buch A/S i dag et moderne ingeniør- og handelsfirma, der gennem generationer af kompetente og nysgerrige medarbejdere kan tilbyde teknisk og kommerciel viden samt rådgivning og service til den danske industri. Og 100 års erfaring giver anledning til fejring.
Hans Buchs tre børnebørn Roger, Tony og Sonja gæstede virksomheden. De var taget fra England for at besøge deres morfars virksomhed, som stadig den dag i dag bærer hans navn Hans Buch. De blev budt velkommen af Hans Buchs direktør Henriette Olsen og virksomhedens godt 50 medarbejdere.
Roger og hans søskende medbragte flere anekdoter om deres morfar – bl.a. om hvordan han havde båd ved siden af den gamle A.P. Møller i Klampenborg og de to naboer skiftedes til at lægge båd til turen ind til deres respektive kontorer i Nyhavn i København. Ja også dengang var deleøkonomi aktuelt.
Til et jubilæum hører selvfølgelig også en gave til jubilaren, og i den anledning havde børnebørnene Roger, Tony og Sonja taget et maleri af Hans Buch med som gave fra den britiske side af familien. I fremtiden vil maleriet pryde væggen på kontoret i Albertslund til minde om en visionær grundlægger, Hans Buch.