17.500 vandmålere i Horsens og 14.000 vandmålere i Skive har nået pensionsalderen og skal erstattes af nye, intelligente vandmålere, som kan fjernovervåges og fjernaflæses. De to kommunale infrastrukturprojekter, som har været i udbud, er i begge tilfælde blevet vundet af Cibicom og Saint-Gobain IoT Solutions, der skal levere henholdsvis netværk og vandmålere samt IoT-platformen, der binder det hele sammen.
Det er det tredje store udbud inden for vandforsyning, de to strategiske partnere vinder sammen. Vandcenter Syd i Odense har også valgt at gå med deres fælles løsning og er i gang med at udskifte 52.000 vandmålere.
Cibicom og Saint-Gobain IoT Solutions har samarbejdet siden 2020 og henvender sig til forsyningssektoren med en målerløsning baseret på åbne standarder. Det betyder, at forsyningsselskaberne slipper for at skulle binde sig til bestemte målermærker, og at de får bedre økonomisk styring, da prismodellen er agil og uden skjulte omkostninger. I et kommunalt perspektiv er løsningen desuden fremtidssikker, da IoT-platformen og netværket kan anvendes til andre Smart City-løsninger som fx intelligente renovationsløsninger, smart gadebelysning, smarte parkeringsløsninger, mv.
-Målerløsningen kører på LoRaWAN-netværket, som er særdeles velegnet til denne type projekter. Det er en åben teknologi, som anvendes over hele verden, og som er nem at udvide og skalere. Datamængderne, der sendes fra IoT-enhederne er meget små, så der er ikke behov for at sætte en masse antenner op, hvilket gør, at man hurtigt kommer i gang. Sensorerne er prismæssigt nede i et fornuftigt leje og har en lang batterilevetid, så vores model er en både økonomisk og langtidsholdbar løsning, siger Louis Lütken, der er salgsansvarlig for IoT Infrastruktur i Cibicom.
Alene inden for vand findes der 2400 forsyningsselskaber i Danmark, og omkring en tredjedel står ifølge Steen Christoffersen fra Saint-Gobain IoT solutions over for at skulle udskifte ældre målere i deres dækningsområde inden for de næste år.
-Både i forhold til klimaet og økonomien er det rigtig godt, at der kommer gang i denne udvikling. Der er store vandbesparelser at hente, når man kan fjernovervåge ledningsnettet for lækager og foretage rettidig renovering, og derfor er mange vandforsyningsselskaber interesserede i de nye smarte vandmålerløsninger. Der findes forskellige modeller på markedet, hvoraf flere kommer fra producenter og er moderniseringer af eksisterende løsninger. Vores løsning er udviklet med afsæt i de teknologiske muligheder, og vi er gået benhårdt efter en åben løsning og har flere anvendelsesmuligheder. Vi har en lethed og agilitet i samarbejdet med Cibicom, som giver nogle smidige projektforløb, og samtidig har de stor ekspertise, som vi ser mange muligheder i, siger Steen Christoffersen, chef for Saint-Gobain IoT Solutions.
Der er flere oplysninger på http://www.cibicom.dk.