Som følge af covid-19 forlyder det fra Conrad Elektronik, at virksomheden “vil følge den teknologiske udvikling, hvor næsten al handel med elektronik foregår på nettet”. Derfor går man nu forgæves, hvis man forsøger at besøge en af de fysiske elektronikbutikker, som Conrad tidligere havde i mange af de større tyske byer.
Man må selvfølgelig begræde, at det ikke længere er muligt at gå rundt og lade sig inspirere af komponenter, systemer og teknologier, som man måske ikke havde overvejet, før man gik ind i butikken. Med henblik på Conrads program, der i høj grad henvendte sig til maker-miljøet samt hobbyfolket og udviklere/designere – med en spændvidde fra RC over modeltog til lyd, lys og AV-produkter, så kan man nok komme til at opleve, at Conrad vil opleve en betydelig tilbagegang i omsætningen – netop fordi Conrad Elektroniks program i så høj grad er/har været visuelt inspirerende.
Med henblik på, hvad det koster at holde mange fysiske butikker åbne, så er Conrad Elektroniks beslutning absolut forståelig – ikke mindst med henblik på, at folk ikke havde mulighed for at besøge butikkerne under covid-19 pandemien. Omvendt er beslutningen også meget “enten/eller-tysk”, og troen på internettets fremtid som eneste platform for samhandel bør være underbygget af en velfungerende website, og dér kommer tyske virksomheder ofte til kort. Inden for komponenter og supporterende teknologi placerer Conrad Elektronik sig over for nogle meget dygtige og store spillere på markedet, og det vil være svært at se, hvordan virksomheden vil klare sig i dén konkurrence.
Angiveligt vil der fortsat være enkelte “flagship-butikker” på udvalgte steder i Tyskland, og hvis man kommer forbi, er de nok et besøg værd. Men det er netop “kommer forbi”, der er kritisk. Det vil fremover være en tur, der kræver planlægning…
RSH