
Schneider Electric har for første gang produceret en genanvendelig LK FUGA-stikkontakt som en del af virksomhedens kommende cirkulære produktionsstrategi. Sammen med den danske cleantech-virksomhed Trebo har Schneider Electric formået at udvikle en proces og innovativ løsning, der gør det muligt at genanvende plast fra gamle elinstallationer til helt nye.
Miljøorganisationen Plastic Change anslår, at plastproduktionen på verdensplan overstiger hele 600 mio. ton i år, og den forventes kun at stige voldsomt de næste mange år, hvis ikke vi ændrer den måde, vi bruger plastik på i vores samfund.
Derfor tager den globale energioptimeringsspecialist, Schneider Electric, og den danske cleantech- og sorteringsvirksomhed, Trebo, nu fat om nældens rod. De to virksomheder er gennem et tæt samarbejde nemlig lykkes med at udvikle en cirkulær LK FUGA-kontakt på Schneider Electrics Smart Factory i Ringsted, der årligt producerer over seks millioner produkter.
Den innovative løsning kan reducere produktionens CO2-aftryk af to stikkontakter med minimum 11 procent i forhold til den nuværende LK FUGA-produktion. I takt med skalering af produktionen håber Schneider Electric på, at det vil det være muligt at opnå en større CO2-besparelse. Og det vidner om en fremtid, hvor mere cirkulær produktfremstilling venter lige om hjørnet.
I dag omdanner Schneider Electric ca. 6 ton plastik om året med hjælp fra Trebos faciliteter i Albertslund. Hos en af folkene bag Trebo er der da også glæde at spore over samarbejdets foreløbige resultat – især på vegne af klimaet.
– Der findes et uhørt højt antal af stikkontakter, som enten er ødelagte eller blot skal udskiftes. I stedet for at smide dem ud, har vi nu fundet en måde at sortere kontaktens komponenter efter densitet, hvilket giver mulighed for en mere finjusteret genanvendelse af kontakten. Og med ny regulering og direktiver for byggeriets udledninger vil denne løsning være et skridt på vejen for at imødekomme FN’s klimamål, siger Thomas Trebbien, grundlægger og CTO hos Trebo.