Oven på kvindernes internationale kampdag kan det undre, at ligestillingen endnu ikke er i mål på det digitale område. En ny undersøgelse fra IDA viser nemlig, at kvinder er markant dårligere end mænd til at følge anbefalinger om it-sikkerhed.

Der er en markant forskel på, hvor gode mænd og kvinder er til at sikre deres computere, mobiltelefoner og andre internetforbundne devices mod hackerangreb og malware.
For selv om cybertruslen stiger, og de it-kriminelle hele tiden udvider deres værktøjskasse, så halter kvinderne bagud, når det gælder om at følge de mest almindelige anbefalinger til at beskytte computere og netværk mod angreb.
En ny befolkningsundersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ingeniørforeningen IDA blandt 2.002 danskere viser, at kun hver tredje kvinde altid eller ofte sørger for at opdatere deres antivirusprogrammer. Det samme er tilfældet for 54 procent af mændene.
Og det svarer til at lade døren stå åben for ondsindede hackere, mener Grit Munk, som er digitaliseringspolitisk chef i IDA:
– Der tegner sig desværre et billede af, at kvinder på det digitale område gør sig mere sårbare end mænd, og at deres personlige data dermed er dårligere beskyttet. Mændene er heller ikke på det niveau, hvor de bør være, men vi skal især have kvinderne op i gear, når det handler om at sikre sig mod cybertrusler og ubudne gæster, der kan misbruge ens personlige data, siger hun.
Hun kan ikke få øje på nogen åbenlys årsag til, at kvinder tilsyneladende lytter mindre til de gængse it-anbefalinger, men mønsteret går igen, når det gælder om at opdatere både browser og styresystem på computeren og andre enheder.
Hvor 61 procent af mændene altid eller ofte opdaterer deres browser, er det samme kun tilfældet for 42 procent af kvinderne.
Og når mobiltelefonen eller computeren informerer om en ny opdatering til styresystemet, er det kun 58 procent af kvinderne, der ofte eller altid reagerer på servicemeddelelsen, mens 72 procent af mændene gør det.
– Det er påfaldende, at kvinderne enten ikke bekymrer sig så meget om sikkerhed, eller også er der rigtig mange, der simpelthen ikke ved, hvordan man gør. Men i takt med, at it-kriminelle og hackere bliver stadig mere udspekulerede, er det vigtigt, at vi lukker alle de huller, vi kan. Cybersikkerhed handler også om at skabe gode it-rutiner på hjemmefronten, siger Grit Munk.
Hun opfordrer både kvinder og mænd til at følge tre simple råd til at forbedre sikkerheden på computere og telefoner:
– Opdater altid browser, antivirusprogrammer og styresystem på computere og andre enheder til nyeste version.
– Åbn aldrig ukendte vedhæftede filer, og klik ikke på ukendte links.
– Brug aldrig åbne netværk på caféer, i offentlig transport og lignende steder.