Et stærkere dansk kriseberedskab kræver et langt tættere samarbejde med erhvervslivet. Det mener landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, som i dag præsenterer et politisk udspil med 11 konkrete anbefalinger til, hvordan politikerne kan ruste det danske beredskab til fremtidige kriser med hjælp fra landets virksomheder. Udspillet bygger bl.a. på erfaringerne fra Covid-19 – de gode erfaringer, såvel som de dårlige.
– Private virksomheder kan spille en nøglerolle i håndteringen af alt fra cyberangreb til oversvømmelser. Der er en enorm ekspertise og erfaring i virksomhederne, som vi skal drage meget mere nytte af, end vi gør i dag, hvis vi skal sikre et mere robust og effektivt beredskab, siger politisk direktør i Dansk Industri, Morten Høyer.
– Håndteringen af COVID-19 viste, at nok kunne vi håndtere en stor uforudset krise, men det blev også tydeligt, at beredskabet ikke var tilstrækkeligt, og at virksomhederne blev involveret for tilfældigt, for ukoordineret og i nogle tilfælde alt for sent, siger Morten Høyer.
Kontrakter om beredskab
DI foreslår et langt tættere samarbejde mellem myndighederne og virksomhederne på en række områder. F.eks. anbefaler DI at indgå kontrakter med en række virksomheder om at levere en lang række samfundskritiske varer og services i tilfælde af kriser.
– Tidlig involvering af virksomheder er altafgørende for at håndtere kriser effektivt. Ved eksempelvis at indgå kontrakter med virksomheder om at levere energi, fødevarer, cybersikkerheds- og IT-løsninger, værnemidler og transportservices i krisesituationer kan vi sikre, at vi som samfund har adgang til helt nødvendige ressourcer, uden at skulle opbygge store og kostbare lagre af både varer og materiel, siger Morten Høyer, og fortsætter:
Samfundsøkonomisk fordelagtig
– Det er en løsning, der både er samfundsøkonomisk fordelagtig og kan spare dyrebar tid. Og som vi kender fra andre lande, der har en meget stærkere tradition og kultur for samarbejde mellem det offentlige og private, når det kommer til beredskab.
DI foreslår samtidig at oprette ”Erhvervslivets Beredskabsstab”, som skal sikre en hurtigere og mere struktureret involvering af de private virksomheder når kriserne opstår. Desuden anbefaler DI, at myndighederne holder regelmæssige kriseøvelser sammen med virksomhederne for at styrke samarbejdet og udnyttede den samlede ekspertise bedst muligt.
Anbefalingerne fra DI er blevet til i samarbejde med virksomhederne i erhvervsorganisationens Strategiske Beredskabsforum, der består af topledere fra BCG, Columbus, DSB, Energinet, Falck, ISS, Københavns Lufthavne, Mærsk, Securitas, Systematic og TDC Erhverv.
Bagtæppet for DI’s anbefalinger er, at Danmark sammen med resten af Europa står i en helt ny geopolitisk virkelighed. Trusselsbilledet indbefatter en stor risiko for fjendtlige cyberangreb og informations- og påvirkningsoperationer – trusler vi slet ikke er gearet til at håndtere.