Danmark skal satse ambitiøst på at blive førende inden for en række kritiske teknologier som kunstig intelligens, kvante, mikrochip og biosolutions. Sådan lyder et nyt udspil fra landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, der har udarbejdet 46 konkrete initiativer, som skal styrke den danske teknologiske position i konkurrencen med andre lande og regioner.
– Det er først og fremmest enestående og innovative virksomhedsledere og dygtige, veluddannede og arbejdsomme medarbejdere der har skabt velstanden i Danmark. Men lige efter i rækkefølgen over forklaringer på den danske succes følger vores evne til at udnytte og beherske ny teknologi. Hvad det sidste angår er vi desværre på herrens mark, siger politisk direktør Morten Høyer, DI.
Især USA og Kina og resten af Asien har ifølge DI satset og investeret massivt i nye teknologier.
– Det er en farlig udvikling, ikke blot for Danmark men for hele EU. Ny teknologi er til stadighed et væsentlig fundament for at få succes som virksomhed og dermed som samfund, siger Morten Høyer.
Derfor foreslå DI nu at regeringen satser målrettet på en ambitiøs oprustning og satsning på en række centrale og kritiske teknologier. DI foreslår store investeringer og initiativer, der skal bringe Danmark tilbage i den teknologiske førertrøje. Først og fremmest foreslår DI, at regeringen og Folketingets partier bliver enige om sætte 1,5 mia kr. af til øget forskning inden for de kritiske teknologier – AI, kvante, halvledere og biosolutions.
– Vi har forsømt at pleje og vedligeholde vores videnskabelige og teknologiske forspring. Det kan kun gå for langsomt med at rette op på den her helt forkerte retning, siger Morten Høyer.
Ifølge DI skal politikerne også gøre det mere attraktivt at investere i innovative, teknologiske virksomheder, vi skal fjerne en masse af det bøvl, der gør det besværligt at drive virksomhed i Danmark og vi skal se at komme i gang med etableringen af testcentre og fuldskala demonstrationsanlæg.
– Det kan kun gå for langsomt . EU har allerede præsenteret sin plan for kritiske teknologier – nu skal vi følge op i Danmark, slutter Morten Høyer.