De allerfleste produktionsvirksomheder ved godt, at de er nødt til at investere i digitalisering for at overleve på den lange bane. Alligevel kan under 10 procent kategoriseres som digitale frontløbere, viser en ny undersøgelse fra IFS. 815 produktionsvirksomheder har deltaget i den globale undersøgelse, som afslører nogle alarmerende kendsgerninger. For eksempel svarer hele 65 procent, at de er gået i stå på de tidlige stadier af digitalisering uden konkrete planer for, hvordan de skal komme videre.
Samtidig erkender 82 procent, at et stærkere commitment til teknologi af altafgørende for deres virksomheds fremtid, og at den ikke vil overleve mere end 1-3 år, hvis den forbliver i det nuværende digitale vadested.
IFS-undersøgelsen afdækker en stor handlingslammelse i produktionsindustrien, som gør, at virksomhederne står mere eller mindre stille digitalt. 80 procent af produktionsvirksomhederne er således ude af stand til at prioritere forskellige teknologiske indsatsområder i undersøgelsen og markerer dem alle som ’væsentlige’.
Denne handlingslammelse forværres, når man kigger inden for i virksomhederne, hvor forventningerne til digitalisering stikker i mange retninger afhængigt af, hvor i organisationen man befinder sig. Næsten alle ledere (94 procent) mener, at cloud computing er den vigtigste teknologi i forhold til digitalisering, mens 84-85 procent af medarbejdere i driftsorganisationen prioriterer digitale tvillinger og AI over alt andet. I topledelsen mener 81 procent til gengæld, at IoT er afgørende for digitalisering.
Produktionsindustriens få digitale frontløbere er ikke bare foran, men vinder på flere parametre. De investerer 45 procent af deres budgetter i digitalisering, har tydelige strategier og investerer med et klart fokus på ROI. De er også væsentligt mere optimistiske end efternølerne. Både i forhold til markedsturbulens, afbrydelser i forsyningskæder og klimaforandringer mener over en fjerdedel (28 procent) af de digitale frontløbere, at de kan ride stormen af i mindst fem år uden at skulle foretage yderligere investeringer.
Undersøgelsen er udført af analyseinstituttet Censuswide på vegne af IFS. Den er gennemført blandt 815 ledere i produktionsvirksomheder med en omsætning på 150 millioner GBP eller derover i 19 lande verden over, herunder Norden.