Det er både vanskeligt og tidskrævende at holde styr på klimadata, og kravene til virksomheder bliver løbende skærpet. Men nu lancerer Ahlsell Danmark en digital løsning, der kan blive en gamechanger indenfor byggeriet og industrien. Med løsningen, som har fået navnet Climate Navigator, kan virksomhedens kunder nemt få et overblik over klimaaftrykket for alle de produkter, de køber hos Ahlsell, og bruge data til rapportering.
– Vores kunder bliver mødt med stigende lov- og rapporteringskrav og også forventninger fra deres kunder, som efterspørger klimadata på materialer. Derfor har vi udviklet en digital løsning, der giver aktører i byggebranchen og industrien et overblik over klimaaftrykket. Uanset om de handler i vores webshop, bestiller varer over telefonen eller bruger vores butikker, kan de trække en digital rapport over udledningerne fra de indkøbte produkter. Det kan ikke være lettere, siger Christian Herbert, kommerciel direktør, Ahlsell Danmark.
Med et sortiment på 500.000 varenumre, der altså nu er klimadata på, og en unik digital løsning, som gør det nemt at se, hente og bruge data, sætter Ahlsell en ny standard i branchen.
Det med klimadata er i sig selv ikke nyt for Ahlsell, som siden 2022 har stillet klimadata til rådighed for sine kunder i form af såkaldte EPD’er, der er tredjepartsgodkendte, produktspecifikke data. I dag tilbyder Ahlsell EPD’er på næsten 30.000 produkter, og tallet stiger hele tiden. EPD’erne kommer fra Ahlsells leverandører. På resten af sortimentet leverer Ahlsell generiske data, der kommer fra en anerkendt bæredygtigheds-platform.
Virksomheden CBRE, der er førende inden for facilities management, tekniske løsninger og erhvervsejendomsrådgivning, har et stort behov for at have et godt overblik over klimadata, og CBRE har allerede gode erfaringer med Climate Navigator.
Byggeriet og industrien står for en forholdsvis høj andel af Danmarks CO2-udledning, og der bliver taget mange initiativer for at reducere udledningerne. For Ahlsell har det været vigtig at udvikle en løsning, der er til gavn for flere tusinde virksomheder i de to brancher.