
En ny opgørelse udarbejdet af DTU Skylab viser, at hele 1,8 mia. kr. heraf er gået til 25 startups, der er startet af ansatte eller studerende fra DTU. Det svarer til 21 % af det samlede danske venturemarked i 2024. I sin seneste opgørelse over det danske venture capital-marked, viser Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), at der samlet blev investeret for 8,5 mia. kr. i 2024.
– Det er et imponerende resultat, der viser, at vi på DTU er lykkedes med at skabe et miljø, hvor iværksætterdrømme kan blive til virkelighed, og at vi samtidig har formået at bygge bro mellem universitets- og investeringsmiljøet, siger DTU’s koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab, Marianne Thellersen:
– DTU’s ansatte og studerende får ikke kun gode, levedygtige ideer, men evner også at tiltrække investorer, så der kan skabes en forretning ud af dem. Vi kan klappe os selv på skulderen over, at der kommer ca. 100 nye virksomheder ud fra DTU om året. Men det interessante er jo i virkeligheden, hvordan de virksomheder kommer videre, hvordan de klarer sig sidenhen, og hvordan de bidrager til samfundet.
EIFO’s opgørelser inkluderer ikke investeringer i virksomheder, der er registreret i udlandet, soft funding, Angel-investeringer eller investeringer fra traditionelle holdingselskaber (se faktaboks). Medregner man disse finansieringskategorier, viser DTU’s egen opgørelse, at DTU-startups tilsammen har rejst over 2,6 mia. kr. i 2024.
Mange deep tech virksomheder på listen
Der er fem klare højdespringere blandt de 25 DTU-startups, der har tiltrukket venture kapital – og tre af dem er forskningsbaserede startups. Eksempelvis formåede Again, der bruger bakterier til at omdanne CO₂ fra industrien til nyttige kemikalier, at tiltrække 225 mio. kr.
På fjerde og femte pladsen er to startups skabt af DTU-studerende. Eksempelvis formåede Eupry, der digitaliserer overvågning og kalibrering af temperaturer i bygninger, at tiltrække 170 mio. kr.
Mange af de virksomheder, som er lykkedes med at tiltrække venture kapital, har været en del af DTU’s innovationsmiljø, som har DTU Skylab som et centralt element. Her tilbydes coaching, kontor- og værkstedspladser, samt en række andre muligheder for at få støtte til processen fra idé til forretning.
– EIFO’s opgørelse bekræfter, at der ér stor innovationsaktivitet på DTU, og at der i høj grad er tale om deep tech-startups. De bygger på forskningsbaseret viden på et meget højt niveau, og særligt indenfor bio-, nano- og it-teknologisk forskning. De virksomheder skaber stor værdi for samfundet i form af løsninger på nogle af tidens største udfordringer, videnstunge arbejdspladser og bidrager til at udvikle og styrke Danmarks position som højteknologisk nation, siger Mikkel Sørensen, direktør for DTU Skylab.
Her er de 25 DTU-startups
ABH Optics, Advalight, Again, Agrobiomics, Antag Therapeutics, AquaGreen, Bifrost Communications, Clair Scientific, Dynelectro, Eupry, FÆRM, GLX Analytix, Interhuman AI, Kvasir Technologies, Matr Foods, Meat Tomorrow, NIL Technology, NitroVolt, PHLIT, Pure Algae Denmark, Reel, Reshape Biotech, TracInnovation, Venomaid, Ward 24/7.
En “DTU-startup” er defineret ved at den er etableret af en ansat eller studerende på DTU mens vedkommende har haft sin gang på DTU.