Man må have stor respekt for, at messeledelsen i Nürnberg ikke rystede på hænderne og valgte at gennemføre Embedded World som planlagt. Med afbud fra stort set alle “de store” i branchen var der rundt regnet 900 udstillere, som valgte at trodse corona-virus og andet fortræd. Dermed var det praktisk muligt at gennem messen ved blot at lukke en enkelt hal og acceptere nogle huller i de haller, som alligevel var i brug. 13.800 besøgende valgte så at gå gennem dørene til Embedded World, hvilket godt nok er en halvering af det normale besøgstal, men hallerne føltes bestemt ikke tomme.
Informationstavlerne var effektivt opdaterede, så standændringerne ikke udgjorde noget problem, og med håndsprit overalt og gode råd til håndhygiejne, samt en effektiv rengøring i alle sanitære områder, så ser det ud til, at smitterfaren har kunnet reduceres til et minimum. Selvfølgelig ved vi først om et par uger, om alt har fungeret planmæssigt, men vi tror det. Flere virksomheder havde ændret det standardiserede messehåndtryk til et “vi vinker i stedet for”. Så det gjorde vi så – og sprittede hænder 20 gange dagligt.
Oplevelsen for udstillerne var bestemt interessant. Hos Nordic Semiconductor – vore norske venner – kunne Pål Kastnes, at virksomhedens store succes med design-in af Bluetooth Low Energy komponenter blev fulgt fint op af en masse besøg fra kunder i løbet af de tre dage, Embedded World fandt sted. Tirsdag og onsdag var fuldstændigt som under de “normale” Embedded World messer, men han synes, at der på torsdagen var lidt mandefald blandt de skarer af studerende, som eller præger hallerne på messens sidste dag.
Danske Mekoprint var placeret en smule uden for hovedtrafikårerne i hal 3, men de klagede ikke. Et godt koncept afgrænset til silikonetastaturer gave de besøgende en meget positiv oplevelse, og virksomhedens salgschef, Morten Kjær, vurderede, at man selv under en begrænset Embedded World formodentlig havde fire gange så mange besøg og forespørgsler som under virksomhedens seneste deltagelse på Electronica i München (2018). Et begrænset, men fokuseret teknologiudbud gjorde en positiv forskel.
Der er da heller ingen tvivl om, at frafaldet af de store virksomheder gav plads til de små og fordelte de besøgende ud på færre og mindre stande. Selvfølgelig savnede vi leverandørerne af embeddede processorer og mikrocontrollere samt en række internationale distributører. Men så var panikken alligevel ikke værre, og Embedded World kan godt være sig selv bekendt oven på 2020-eventen.
Læs hele rapporten fra Embedded World 2020 i Aktuel Elektronik 5/2020, som udkommer 14. april.