Copenhagen Gaming Week havde urpremiere i januar 2024, og kun et år senere kan festivalen nu med rette kalde sig Danmarks hurtigst voksende event for gaming og bred spilkultur. Forventningen var op mod 20.000 besøgende, men drømmene blev overhalet af virkeligheden med hele 23.000 spilentusiaster i Bella Center Copenhagen fra den 13. til den 15. februar.
Samlet set blev der solgt over dobbelt så mange regulære festivalbilletter til Copenhagen Gaming Week i 2025 i forhold til 2024. Hertil kommer et stort antal udstillere, optrædende og akkrediterede brancheaktører fra ind- og udland, samt tusindvis af billetter uddelt til skoler og fritidsordninger gennem et særligt ansøgningsprogram.
– Det er intet mindre end fantastisk at se, hvordan Copenhagen Gaming Week er vokset på rekordtid uden at gå på kompromis med kvaliteten af indholdet for hverken gæster eller udstillere. Vi traf i år et aktivt valg om at gå fra ‘hands up’, hvor man blot sidder og hepper, mens andre gamer, til ‘hands on’, hvor besøgende kunne komme i spil og prøve så meget som muligt af selv, fortæller Andreas Bjerrum Larsen, Head of Copenhagen Gaming Week, og uddyber:
Den store efterspørgsel resulterede i, at festivalen måtte melde udsolgt ad flere omgange. Lørdagens billetter var revet væk allerede i januar, og tidligt fredag blev resten af festivalen meldt udsolgt.
Flere store begivenheder satte ekstra krydderi på festivalens sidste dage fra fredag aften og frem mod lørdagens afrunding:
– Fredag aften blev Spilprisen 2025 uddelt i Bella Center i samarbejde med brancheorganisationen Games Denmark og spilmediet Arkaden, hvor knap 600 deltagere hyldede de mest bemærkelsesværdige danske spiludviklingspræstationer.
– Kulturminister Jakob Engel-Schmidt åbnede lørdag officielt Danmarks nye Institut for Spiludvikling, NIMBI, som har fået regeringens opbakning til at styrke dansk spilkultur.
– Laurids Foldager blev kåret som Danmarks bedste gamer i turneringen “W”, der kulminerede i Power City med konfetti, stor jubel og tusindvis af tilskuere.
Om Copenhagen Gaming Week
– Copenhagen Gaming Week er udviklet i partnerskab mellem Bellagroup, Wonderful Copenhagen og Blackbox Media og er støttet af Københavns Kommune med 2,5 mio. kr. i 2025 og yderligere midler til aktivering. I 2026 vil festivalen modtage et lavere beløb som sidste led i en treårig opstartsstøtte fra Megaeventpuljen.
– Festivalen bygger på tre kerneværdier: interaktiv, inkluderende og inspirerende, og den samler spilleglæde og fællesskaber på tværs af alle aldersgrupper. Copenhagen Gaming Week favner alt fra gaming og tech til samlerkort, brætspil og gadesport.
– Ved urpremieren i 2024 besøgte 12.500 mennesker festivalen. I 2025 blev forventningen om 20.000 deltagere overgået med hele 23.000 besøgende.
– Copenhagen Gaming Week vender tilbage i 2026 fra den 12. til den 14. februar. Oplysninger om billetsalg meldes ud i den kommende tid på festivalens sociale platforme og hjemmeside.