Før sommerferien kunne vi på Elektronikfokus fortælle, at den schweiziske Dätwyler-koncern, der også ejer Elfa, havde lagt et bud på køb af Farnell-katalogdistributionen. Det lignede umiddelbart en klappet og klar afgørelse, men nu forlyder det, at Avnet-koncernen (der også inkluderer Silica og EBV), har lagt et 12 procent højere bud på 910 millioner USD for overtagelse af Farnell.
Hvor det giver mening, at Dätwyler vil overtage Farnell for at opnå stordriftfordele, eliminere en konkurrent på katalogmarkedet og formodentlig arbejde videre på Farnells Element 14 platform, så er Avnets interesse en lidt anden. Avnets virksomheder opererer på et mere traditionelt – og tør vi sige: “professionelt”? – komponentmarked, men en tilføjelse af Farnell ville give adgang til det mere uigennemsigtige katalogmarked, som også omfatter hobby, udviklings- og undervisningsprojekter samt servicesektoren.
Hvem der ender med at løbe af med Farnell, tør vi ikke gætte på, men vi holder løbende øje med udviklingen…