Fredag, 24. marts, mistede elektronikverdenen én af sine absolutte stjerner, Gordon Moore, som i en moden alder af 94 døde i sit hjem på Hawaii omgivet af sin familie.
Gordon Moore vil af eftertiden nok blive mest husket for den legendariske “Moore’s Lov”, der beskriver fordoblingen i antallet af transistorer på et givent areal – med en samtidig halvering af prisen – for hver 18 måneders periode. Moore’s Lov har stort set været gældende for udviklingen af halvleder-IC’er og processtrukturerne siden 60’erne, og selv om mange mente, at man teknologisk ville ramme muren ved først 1 mikrometer processtrukturer for snart 30 år siden og senest de 10 nanometer, så er grænserne blevet brudt flere gange – og Moore’s Lov har overlevet Gordon Moore selv.
Færre vil måske vide, at Gordon Moore var medgrundlægger af Intel i 1968, og han beholdt ledende stillingen i koncernen helt frem til 2006, hvor han endeligt gik på pension.
Sammen med sin hustru – gennem 72 år – grundlagde han desuden “Gordon and Betty Moore Foundation”, en velgørenhedsorganisation, der siden stiftelsen i 2000 har uddelt over 5,1 mia. USD til en lang række almennyttige formål.
RSH