Den danske elektronikproducent GPV, som er den næststørste EMS-virksomhed med hovedkontor i Europa, offentliggjorde i dag sit resultat for 3. kvartal 2024, som viser en fortsat tilfredsstillende udvikling i betragtning af de store forandringer, der i øjeblikket finder sted på det globale marked for elektronikprodukter og -services:
– Vi befinder os i en speciel situation, hvor markedet er i en rebalanceringsfase. Udviklingen skal ses i lyset af den eksplosive vækst i efterspørgslen efter elektronikprodukter, som vi oplevede efter coronapandemien. Det medførte store udfordringer i forsyningskæden samt mangel på elektronikkomponenter, hvilket fik EMS-industrien og dens kunder til at opbygge varelagre for bedre at kunne imødekomme efterspørgslen. I 2024 oplever vi en fortsat normalisering af lagersituationen og en rebalancering af markedet, som medfører faldende efterspørgsel, særligt i Europa og Asien, forklarer GPV’s administrerende direktør Bo Lybæk.
At GPV i 2023 realiserede en højere end normal omsætning på grund af en stor beholdning af udestående ordrer komplicerer situationen yderligere. Bo Lybæk understreger derfor, at GPV’s resultat for 2024 skal ses i det lys:
– Vi var stolte over at nå en omsætning på 10,4 mia. kr. i 2023, men det er vigtigt at holde sig for øje, at dette resultat var positivt påvirket af flere ekstraordinære forhold, som vi ikke er begunstiget af i 2024 eller de kommende år. Vi fastholder dog vores omsætningsmål for strategiperioden frem til 2028 på 15 mia. kr., fortsætter Bo Lybæk.
Tilfredsstillende udvikling i omsætning og indtjening
GPV realiserede en omsætning på 2,2 mia. kr. i 3. kvartal, hvilket svarer til en forventet nedgang på 13% sammenlignet med 3. kvartal 2023, hvor omsætningen udgjorde 2,5 mia. kr. Omsætningen for årets første tre kvartaler udgjorde 6,8 mia. kr., svarende til et fald på 14% sammenlignet med samme periode året før.
Indtjeningen (EBITDA) for 3. kvartal 2024 udgjorde 186 mio. kr. mod 197 mio. kr. i samme periode året før. Det svarer til et fald på 6%. Indtjeningen for årets første tre kvartaler udgjorde 486 mio. kr., svarende til et fald på 14%.
Ved udgangen af 2023 forventede GPV i lighed med en række andre EMS-virksomheder og mange kunder, at efterspørgslen ville begynde at stige i andet halvår 2024. Denne stigning har endnu ikke vist sig, og det er usikkert, hvornår i 2025 det kommer til at ske. Ifølge Bo Lybæk er tiden dog med GPV og industrien:
– Den globale økonomiske vækst er fortsat drevet af USA og Asien, mens vækstraterne i Europa og Kina er lavere. Vi har dog en klar forventning om øget optimisme i industrien i 2025 i takt med, at rentenedsættelserne påvirker investeringslysten, og vores kunders lagerreduktioner klinger af, fortsætter Bo Lybæk.
GPV præciserer forventningerne til helåret og forventer nu at realisere en omsætning i størrelsesordenen 8,9-9,2 mia. kr. og et EBITDA-resultat i intervallet 610-640 mio. kr. i 2024 sammenlignet med de tidligere forventninger om en omsætning på 8,9-9,3 mia. kr. og et EBITDA-resultat på 610-660 mio. kr. Forventningerne præciseres efter 3. kvartal på baggrund af en stabil ordreindgang og den tilpasning af omkostningerne, der er gennemført i løbet af 2024.
Investeringerne er lavere end i de foregående år. GPV har en fleksibel produktionsstruktur, hvor produktionskapaciteten for de primære produktionslinjer nemt kan flyttes rundt mellem de forskellige Operating Business Units med henblik på effektivt at tilpasse os kundernes efterspørgsel og behov:
– Vi har været virkeligt dygtige til at tilpasse os markedsforholdene, og det vil vi fortsat have fokus på. Dette afspejler samtidig, at verden bliver mindre global, hvilket medfører ændringer, som vi er nødt til at tilpasse os og drage fordel af, slutter Bo Lybæk.