Den danske elektronikproducent GPV tager næste skridt i eksekvering af vækstplanen og investerer i top moderne produktionsteknologi i sin danske elektronikfabrik i Aars. Det sker for at kunne leve op til fremtidens øgede krav til høj kvalitet og fleksibilitet.
Som nyeste skridt i eksekveringen af sin vækstplan har GPV under E-16 messen i Odense modtaget en ny komplet Yamaha SMT-linje til elektronikfabrikken i Aars fra leverandøren Core-EMT. SMT-linjen bliver som den eneste i Danmark med in-line 3D AOI i begge ender af linjen.
Den nye investering supplerer investeringen fra 2014 således at fabrikken i dag råder over to nye indbyrdes kompatible SMT-linjer som sikrer, at GPV kan møde både nuværende og fremtidige kvalitetskrav. Samtidig sikres det hermed, at overførsel imellem GPV’s fabrikker kan foregå problemløst og efter kendte standarder. Investeringen gør at GPV med hurtige omstillinger og kortere gennemløbstider har den fornødne kapacitet til at eksekvere vækststrategien og møde kundernes behov for kvalitet, fleksibilitet og hastighed.
Bo Lybæk udtaler, at med den nye SMT-linje til Aars har GPV taget endnu et væsentligt skridt for at sikre dansk elektronikkompetence og SMT-kapacitet på top niveau, og at investeringen er det seneste element i rækken af investeringer der skal understøtte GPV’s vækststrategi.
Bo Lybæk påpeger endvidere vigtigheden af løbende at investere og forny maskinparken for, at fastholde konkurrencedygtig produktion i Danmark.