En betydelig mængde fribilletter til Copenhagen Gaming Week 2025 øremærkes nu børn og unge i skoler, fritidsklubber og foreninger i København, omegnskommunerne og resten af landet. Det sker for at styrke inkluderende og meningsfulde fællesskaber for børn og unge gennem spilkultur.
Tilbuddet gælder for én af de to hverdage under festivalen: torsdag den 13. eller fredag den 14. februar, hvor mange forældre typisk efterspørger aktiviteter til børn og unge grundet kombinationen af arbejde og vinterferielukkede skoler. I flere københavnske omegnskommuner falder vinterferien dog først i uge 8, hvorfor det vil være oplagt for hele skoleklasser at ansøge.
Grupper kan inden 31. januar 2025 ansøge om billetter via en simpel formular, som kan findes ved at klikke her.
Ansøgninger vurderes primært ud fra forholdet mellem antal børn og voksne deltagere for at sikre, at flest mulige børn og unge kan få glæde af festivalen. Dertil er det et krav, at alle grupper – både i ansøgningen og på dagen – ledsages af en eller flere voksne over 18 år med tilknytning til en skole, klub, forening eller fritidsordning.
Om Copenhagen Gaming Week
Copenhagen Gaming Week er Danmarks ultimative spilfestival for hele familien. Fra den 13.-15. februar 2025 i Bella Center Copenhagen kan besøgende opleve en bred palette af aktiviteter, der favner alt fra e-sport og brætspil til gadesport og parkour – alt sammen med fokus på festivalens kerneværdier: inkluderende, inspirerende og interagerende.
Festivalen er udviklet i et partnerskab mellem Bellagroup, Wonderful Copenhagen og Blackbox Media og modtager tre-årig støtte fra Københavns Kommunes megaeventpulje, heraf med et bidrag på 2,5 mio. kr. i 2025.
Læs mere om Copenhagen Gaming Week på festivalens hjemmeside: http://www.copenhagengamingweek.dk