Håndværkerfradraget er genindført som et grønt håndværkerfradrag i 2025. De nye regler betyder, at en husstand kan få fradrag for arbejdslønnen, når man installerer solceller på taget i hjemmet eller fritidsboligen. De mange danskere, der overvejer at blive selvforsynende med grøn strøm fra eget tag, gives på den måde en håndsrækning.
Dansk Solcelleforening ser det som positivt, at håndværkerfradraget er blevet genindført i Finansloven for 2025 af Regeringen, SF og Radikale Venstre. Det nye grønne håndværkerfradrag er målrettet grønne energiforbedringer af danskernes bolig og omfatter også solceller. Reglerne gælder fra årsskiftet 2025.
– Det er stærkt, at håndværkerfradraget har fokus på grønne investeringer som f.eks. etablering af solceller. Vi ved at solceller er en af de mest populære energiforbedringer blandt danskerne, og derfor kan håndværkerfradraget bidrage til at skubbe på udbygningen med solkraft. Det er vigtigt i den grønne omstilling og for vores alles sikkerhed, så vi kan blive uafhængige af russisk gas, siger Flemming V. Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening.
Det nye grønne håndværkerfradrag omfatter installation af nye solceller for private boligejere. Samtidig kan eksisterende solcelleejere få en økonomisk håndsrækning med de nye regler, der ligeledes omfatter lønudgifter i forbindelse med reparationer og udskiftning af solceller, desuden også i kombination med et batteri.
Det grønne håndværkerfradrag gælder kun for håndværkertimer og har en beløbsgrænse på 8.600 kr. per person (2025-niveau). Fradraget er personligt og kan maksimalt benyttes af 2 voksne i husstanden (op til 17.200 kr. i fradrag per husstand). Der er afsat 300 mio. kr. i 2025 til grønt håndværkerfradrag.
Ifølge Energistyrelsen er etablering af solceller en af de mest populære energiforbedringer blandt danskerne gennem de seneste fem år.
Kontakt: Flemming V. Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening, mail: flemming@fksol.dk