
Ingen er vel i tvivl om, at Trumps bøllemetoder skaber nogle ubehagelige dønninger i det transatlantiske samarbejde – ikke mindst i forhold til det erklærede mål om at “overtage Grønland på den ene eller anden måde”. Danmark har måske nok fået en uventet håndsrækning af Alaska, hvor en stor del af den oprindelige befolkning påpeger, at der ikke er mange glæder ved at være underlagt USA, der angiveligt ikke opfører sig særligt pænt over for urfolkene uanset regionerne i Nordamerika. Valget i Grønland tirsdag 11. marts er neglebidende set med både grønlandske og danske øjne. Mange danske hjerter vil bløde ved en fuld løsrivelse af Grønland fra Danmark, og det vil næppe heller være gavnligt for grønlænderne. Vi kan i den sammenhæng lære en lektie af historien og fuldt ud ligestille den grønlandske befolkning med den danske. Der er måske nok en tendens til, at København overser de øer, der ligger langt væk fra hovedstaden – og det er uanset, om det er Bornholm eller Grønland, så respekten for hinanden – og de forskellige regionale livsstile bør være en naturlig del af danskernes DNA.
Forkert at blinde Ukraine
Endnu et punkt i Trump-regeringens tåbeligheder er afskæringen af Ukraine fra USA’s satellit- og flybårne informationer om russiske styrker og troppetrafik. Ukraine har brug for de informationer for at afvise en talmæssig overmagt og forhindre de konstante angreb på civilbefolkningen. Våben alene gør det ikke, og informationer er afgørende for at kunne afvise angreb i moderne krigsførelse.
Vi må i Europa gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe ukrainerne, for det er nok ikke slut med Putins territorialambitioner, selv med en overtagelse af de østlige ukrainske territorier og Krim-halvøen. Hvad enten der er tale om amerikanske, russiske eller kinesiske drømme om verdensherredømmet – eller et globalt kalifat, så er det en fuldstændigt middelalderlig tankegang, der ikke hører hjemme i den moderne verden – endsige i de demokratier, der for tiden er så voldsomt under pres.
Men vi har jo Havfruen…
Danmark har dog en joker i ærmet i form af AEConnect-forbindelse mellem USA og Europa – også kendt som “Havfruen”. Det knapt 8.000km optiske søkabel udgår fra den jyske vestkyst og transmitterer data med en kapacitet på 108Tbit/sekund via flere optiske fiberpar mellem Blaabjerg og New Jersey. Meta ejer to af kabelparrene, og Google et andet par, men ud over de kommercielle forbindelser passerer en lang række forsvars- og sikkerhedskritiske informationer også gennem Havfruen.
Hvad Trump-regeringen måske ikke lige har tænkt på, er, at Danmark reelt er i stand til at prikke øjne og ører ud på en stor del af USA’s informationsstrøm fra Europa og områderne endnu længere østpå ved at afbryde de fibre, der varetager dén kommunikation. Metas og Googles forretning ville lide voldsomt under en fuld afbrydelse, og de ville nok gerne sikre sig, at kablerne ikke bliver afbrudt fuldstændigt.
Mange vi nok huske balladen om, hvordan USA kunne tappe danske fortrolige oplysninger ud af denne kabelforbindelse, men reelt kan Danmark jo også smide sin pæne opførsel overbords og gøre det samme med modsat fortegn? Det ville sikre os adgang til “fortrolige amerikanske data” – og disse data kunne måske formidles videre til Ukraine. Det er i hvert fald en realitet, som FET burde tænke nærmere over – hvis de da ikke allerede har gjort det…?
RSH