Som den første danske fagforening melder Ingeniørforeningen sig ind i Dansk Sprogmodel Konsortium for at bidrage til en transparent og etisk ansvarlig AI-model.
Brugen af generative sprogmodeller som ChatGPT og Copilot er støt stigende på danske arbejdspladser, og i en ny IDA-undersøgelse svarer over halvdelen af befolkningen, at de har prøvet at anvende et af de nye AI-værktøjer.
Men samtidig udtrykker to ud af tre danskere bekymring for, at de eksisterende AI-assistenter spreder misinformation, mens halvdelen er bekymret for brud på ophavsretten for de kunstnere, medier og forlag, hvis værker ufrivilligt er blevet anvendt til at træne sprogmodellerne.
Det er baggrunden for, at IDA som den første danske fagforening har meldt sig ind i Dansk Sprogmodel Konsortium (DSK), som udvikler en transparent og etisk ansvarlig AI-model bygget på danske værdier og på data i høj kvalitet.
– I dag er det techgiganterne, der udvikler og driver de populære AI-værktøjer, men det er umuligt at få indsigt i de data, de er trænet på. Det rejser alvorlige spørgsmål om både ophavsret og misinformation. Derfor er der brug for ansvarlige sprogmodeller, som vi kan stole på, og som understøtter innovation og udvikling herhjemme, siger IDA-formand Laura Klitgaard.
Dansk Sprogmodel Konsortium er allerede etableret med Dansk Erhverv, Alexandra Instituttet og IBM Danmark i spidsen og har i dag knapt 40 medlemsorganisationer, der stiller deres godkendte kvalitetsdata til rådighed. Den nye sprogmodel bliver frit tilgængelig for alle og bygges på open source.
Initiativet fik et betydeligt rygstød, da regeringen i sin netop offentliggjorte strategi for kunstig intelligens afsatte 20 millioner kroner til at bygge en dansk AI-platform samt yderligere 21 millioner kroner til at frikøbe tekstdata fra Rigsarkivet, Det Kongelig Bibliotek og Folketinget.
– IDA har længe presset på for, at Folketinget skulle afsætte flere ressourcer til at udvikle og drive en dansk sprogmodel, og med det solide afsæt handler det nu om at samle endnu flere gode kræfter om at levere kvalitetsdata til projektet. Man skal ikke undervurdere betydningen af at bygge en dansk sprogmodel. Det handler både om at sikre dansk suverænitet og om at værne om vores kulturelle og sproglige identitet. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi som samfund opbygger kompetencer og ekspertise indenfor kunstig intelligens. I sidste ende handler det om at beskytte vores demokrati, fortsætter Laura Klitgaard.
I den nye befolkningsanalyse, som Analyse Danmark har foretaget for IDA, svarer 62 procent af befolkningen, at det er vigtigt, at der udvikles en dansk sprogmodel, så den kulturelle og sproglige kontekst afspejles i resultaterne.
– AI vil få større og større betydning i de kommende år, men ukorrekte eller unøjagtige svar er den største barriere for at udnytte det fulde potentiale. Det taler for at bygge en dansk løsning, som er sikker og mere pålidelig på alle parametre til gavn for hele samfundet, slutter Laura Klitgaard.