Årets ansøgertal via kvote 2 til de videregående uddannelser viser igen i år stigende interesse for ingeniørfaget.
Ligesom sidste år stiger antallet af ansøgere til landets ingeniøruddannelserne. Ud af de udvalgte uddannelser, som ministeriet fremlægger tal for, er det civilingeniøruddannelsen, der er steget mest med 28 procent – i alt 1.382 ansøgninger. 1.777 har søgt en diplomingeniøruddannelse, hvilket giver en flot stigning på 14 procent.
Formanden for Ingeniørforeningen, IDA Thomas Damkjær Petersen glæder sig over, at mange unge igen i år søger ingeniørstudiet via kvote 2.
– Det er en klar tilkendegivelse af, at mange har en interesse i at læse til ingeniør, hvilket er fantastisk. Nu må vi så afvente, hvordan den endelige søgning med både kvote 1 og kvote 2 ender og ikke mindst, hvordan optaget på ingeniøruddannelserne ser ud. Der er nemlig allerede i dag en stor efterspørgsel fra erhvervslivet på ingeniører, og en prognose fra den teknologiske alliance Engineer the future viser, at der allerede i 2025 vil mangle 9.300 ingeniører og 4.200 naturvidenskabeligt uddannede, siger han.
Hos virksomheden NNIT vækker årets søgning mod ingeniøruddannelserne derfor også stor glæde.
– Det er glædeligt, at flere søger ind til ingeniøruddannelserne. Der er mangel på ingeniører – og særligt inden for it, som er den gruppe, vi efterspørger mest, siger Brit Kannegaard Johannessen, HR-direktør, NNIT og tidligere medlem af IT-Branchens kompetenceudvalg.