Det er en internationalt anerkendt forsker og erfaren leder, som 1. januar bliver dekan for Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. Bo Jellesmark Thorsen blev i 2006 professor i anvendt økonomi med hovedfokus på miljø- og naturressourceøkonomi og har publiceret over 100 peer-reviewed artikler. I otte år har han som institutleder for Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi været leder for cirka 160 medarbejdere.
Bo Jellesmark Thorsen kender til at bringe forskningsbaseret viden i spil, både som debattør og som rådgiver for ministre, regering og fonde. Han er medlem af Klimarådet og bestyrelsesmedlem i både Klimaskovfonden og Den Danske Naturfond.
Som institutleder har Bo Jellesmark Thorsen løftet forskningens niveau og forskernes engagement i omverdenen, for eksempel gennem et rådgivende udvalg af topfolk fra erhvervsliv, organisationer og myndigheder, og han har understøttet topforskere i at engagere sig i centrale udvalg, råd og bestyrelser i Danmark og EU. Det har givet et tæt samspil mellem forskning og samfund, der gavner KU bredt.
Bo Jellesmark Thorsen er ansat for en periode på fem år frem til 31. december 2029. Samme år runder Københavns Universitet 550 år. En konstitueret institutleder for IFRO vil blive udpeget i løbet af december.
Kontakt: Bo Jellesmark Thorsen, Københavns Universitet, mail: bjt@ifro.ku.dk