10. marts inviterer Dansk Industri og Dansk Metal til Karrieredag for elever og virksomheder inden for data- og kommunikationsområdet. Tidligere lignende arrangementer har vist sig at være en effektiv platform for at matche kommende lærlinge med deres oplæringsvirksomheder.
14 virksomheder og 400 elever har meldt deres ankomst til Tivoli Hotel og Congress Center i København, når dørene åbner til årets tredje Karrieredag på metalindustriens område 10. marts kl. 9:00
Denne gang er det data- og kommunikationsuddannelserne, det gælder, og ideen er at køre grundforløbselever fra erhvervsskoler på Sjælland i bus til konferencestedet. Her møder de virksomheder, der søger it-medarbejdere, og håbet er, at de personlige møder vil danne grobund for et samarbejde om en læreplads.
– Arrangementer som disse er vigtige, fordi de bl.a. er med til at synliggøre de virksomheder, som løfter et uddannelsesansvar, og samtidig få en uformel snak med mulige kommende lærlinge, siger Signe Tychsen Philip, vicedirektør i DI.
Og det er altså den uformelle snak og mødet virksomhed og elev i mellem, der gerne skulle munde ud i konkrete uddannelsesaftaler.
– Karrieredag er skabt for at tilbyde nogle nye rammer for, at lærlinge og virksomheder kan finde hinanden på tværs af skoler og landsdele. Og det er et afgørende tiltag på mekanikerområdet, hvor mange lærlinge har brug for at finde en læreplads, siger Peter Faber, forbundssekretær i Dansk Metal.
Tilmelding skal ske til:
Maria Berg Bisgaard, projektkonsulent for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, mail mbb@iu.dk