Man kan jo skrive spalte op og spalte ned om, hvor mange mennesker og udstillere, der har været til en givent arrangement, og så bruge det som en succesparameter. Men det holder faktisk ikke i længden. Det er nok mere relevant at spørge om, hvorvidt de besøgende fik noget med sig hjem, og den størrelse kan nok være sværere at kvantificere.
Men, jo: Der var rigtig mange besøgende på Embedded World 2018, og en fin “buzz” i hallerne, men det vigtigste var faktisk, at der – tør vi sige det – embedded i messen og konferencerne lå et meget spændende lag, som vi nok bedst kan beskrive som “enabling”. Og det skal tolkes som de faktorer, som gør den praktiske, brede brug af embeddede produkter i overordnede systemer til en helhed frem for klippe-klistre-sensor-aktuator-netværk.
Meget har været sagt om IoT og IIoT (eller industri 4.0, som det også kaldes), men fokus har været på applikationer, netværk og dét, at det faktisk har været inden for teknisk rækkevidde at etablere en ofte lukket kommunikation mellem hardware via ellers åbne netværksplatforme. Men én ting er, at infrastrukturen er til stede, noget andet er at etablere brugbare modeller med distribueret intelligens.
Derfor havde mange udstillere under EW 2018 også sadlet om og flyttet fokus fra rene hardware- og software-løsninger over til integrerede kommunikerende systemer, hvor en meget stor del af beslutningerne om datalagring og -flytning bliver udført af systemet selv. Det er nok vejen frem til en minimal belastning af netværksinfrastrukturen og en maksimering af brugen af intelligensen ombord i de embeddede- og IoT-løsningerne. Det åbner så samtidigt døren for en reel anvendelse af AI (kunstig intelligens) gennem en højere grad af autonomitet i IoT-kredsløbet, og det vil fremover få stor betydning for alle elektronikudvikleres og -producenters produktudbud.
Læs Aktuel Elektroniks store rapport fra Embedded World 2018 i nr. 5/2018, der udkommer 9. april.