Med tæt på 3.500 udstillere og rundt regnet 80.000 besøgende samt alle 18 haller i Messe München i brug slog dette års Electronica alle rekorder. Stort set alle broadlinere og store amerikanske halvledervirksomheder havde enorme stande, men der er jo også knald på den amerikanske halvlederproduktion for tiden. Men trods en solid spillen med musklerne og gigantstandene, så var billedet en smule uklart: USA’s produktion stiger hastigt, Asien er generelt godt med, men Europa lider – nok primært som følge af en tysk bilindustri, der på mange måder er gået i stå. Det har efterladt et hul i det automotive marked, som Kina har været hurtige til at udfylde. Det gør Kina med elbiler, der på mange måder er bedre end både europæiske alternativer og Teslaerne – som mange kinesere hånligt kalder ”kørende hvidevarer” – og så med en solid økonomisk støtte fra den kinesiske regering, der snarere er et diktatur, og hvor ingen midler spares for at tage dele af det vestlige marked.
Vi har faktisk aldrig før set så mange kinesere på Electronica før. De er udadvendte og nysgerrige på de vestlige markeder, og når vi i U-Bahn’en spurgte, om de kom fra ”Mainland China” eller ”Island China” (Taiwan), så var svaret prompte: ”Der er kun ét Kina”. Javel… Men det interessante var, at de ofte ganske dyrt klædte kinesiske besøgende med ofte ganske store kufferter ikke var udstillere. De var besøgende, og det tegner et billede, vi ikke har set før – eller som vi lige kunne tolke. Det vil sige, før vi fik en snak på GPV’s stand med Bo Lybæk, og han havde luret det:
Kina for Kina
– Vi ved med stor sikkerhed, at den kinesiske økonomi er ekstremt presset for tiden, og at markedet er styrtdykket i Kina. Når vi ser et stort antal kinesiske besøgende, så er virkeligheden en helt anden end det forventede. De kommer ikke for at købe. De kommer for at sælge. Så når man ser kinesiske gæster på Electronica i titusindvis, så har de vareprøver med i kufferterne, og de går rundt blandt udstillerne for at tilbyde deres varer eller ydelser. Det er billigere end at have en stand, og mange har tydeligvis planlagt besøget i lang tid i forvejen. Kina er ganske desperat for at tiltrække forretning og vestlig valuta, og elbilerne er et glimrende eksempel på den meget aggressive kinesisk politik, fortæller Bo Lybæk, og pludselig står billedet mere klart.
Kina er kun interesseret i Kina, og de har ingen regionale begrænsninger i kampen om markedsandele. For eventuelt at omgå importrestriktioner har GPV konstateret, at flere kinesiske virksomheder lægger produktion i Taiwan, der jo ses som en ven af Vesten. Kombinationen af elbilfremstilling og elektronikken har temporært sendt Europa i ringhjørnet, da tysk bilproduktion trækker tysk industri med sig, og tysk industri har en ganske stor betydning af hele Europas økonomi. Men Bo Lybæk tror ikke på toldbarrierer som en løsning på alle problemerne. Der skal andre midler til:
– Toldbarrierer gør samhandlen mere kompleks og medvirker til at globaliseringen bliver mere regionaliseret. USA’s Chips Act har været en motor for amerikansk industri. Det kan Europa notere sig, men det er vigtigt, at EU ikke bare tænker i en tilsvarende Chips Act. Vi har mere brug for en ”Electronics Act”, da elektronikken går på tværs af alle industrier og har dramatisk indflydelse på udvikling og vækst. Det er med andre rod afgørende, at EU ikke tænker i regulering og bureaukrati, men i stedet udviser et visionært udsyn. Konkurrenceevnen har afgørende betydning for vestlig – og europæiske – industri, konkluderer Bo Lybæk, der med GPV udstiller for tredje gang på Electronica.
Se hele rapporten med alle nyhederne fra Electronica i Aktuel Elektronik 12/2024, som udkommer 10. december, 2024.
RSH