Industrikoncernen Mekoprint har offentliggjort årsregnskabet for 2023/24, der viser vækst i omsætningen på 5 procent til 799 mio. kr. Trods udfordrende markedsforhold har koncernen gennemført tre strategiske opkøb og styrket positionen som udviklings- og produktionspartner inden for kundespecifikke løsninger til elektronikprodukter.
Markedsforholdene har været udfordrende, men alligevel har Mekoprint fastholdt vækst i omsætningen. Årets resultat blev 7,4 mio. kr. efter skat, som er et fald på 19,1 mio. kr. i forhold til sidste regnskabsår. Faldet skyldes primært et højt omkostningsniveau i forhold til en uventet stor markedsafmatning, og at Mekoprint har prioriteret at fastholde fokus på langsigtede investeringer og vækst:
– Vi har oplevet et markedsmæssigt fald, særligt i begyndelsen af regnskabsåret, hvor efterspørgslen på mange af vores kunders eksisterende produkter var væsentligt lavere end forventet. Vi har håndteret situationen med omtanke og fokuseret på at fastholde vigtige langsigtede strategiske beslutninger fremfor kortsigtede tilpasninger. Det har til gengæld haft konsekvenser for vores økonomiske bundlinje i 2023/24. Alligevel er det lykkedes os at gennemføre tre strategiske opkøb. Derfor går vi nu ind i 2025 med endnu stærkere udviklingskompetencer og mere end 40 forskellige produktionsteknologier, som giver vores kunder adgang til en unik bredde af skalerbare løsninger fra komponentniveau til færdigsamlede produkter, siger CEO i Mekoprint, Anders Kold.
I 2024 har Mekoprint opkøbt virksomhederne Metalwo, Mikkelsen Electronics og Dahlitech og sikret sig endnu større ekspertise indenfor udvikling og produktion af specialdesignede betjeningsløsninger og frontpaneler, skræddersyede kabelløsninger og metalbearbejdning.
Mekoprint har med det seneste års fremgang formået at fordoble omsætningen over de sidste syv år. Samtidig beskæftiger koncernen nu over 800 medarbejdere fordelt på 15 lokationer i Danmark, Sverige, Polen, Ukraine, Serbien og Hongkong.
– Vores organisering i selvstændige og højt specialiserede teams er nøglen til, at vi kan tilbyde innovative specialdesignede løsninger til kunderne. Og med vores opkøb kan vi gøre en større forskel i markedet med endnu et Engineering-team, mere ekspertviden og større kundeaktivitet indenfor totalløsninger til både mindre og mellemstore virksomheder, siger Anders Kold.
Stigende fokus på geopolitik
I Mekoprint går væksten hånd i hånd med et øget fokus på bæredygtighed. Koncernen har blandt andet reduceret CO2-udledningen med over 35 % i de seneste 3 år ved at investere i energioptimering, solcelleanlæg og udfasning af naturgas. Ambitionen er at opnå fuld CO2-neutralitet på scope 1-2 niveau i løbet af 2025 og samtidigt tilbyde CO2-beregning på vareniveau. Endelig er forberedelserne til den omfangsrige EU CSRD-drevne rapportering allerede nået langt, så der om et år kan rapporteres fuldt ud på alle væsentlige ESG-områder.
– Desuden har den geopolitiske udvikling stor betydning for både Mekoprint og kunderne med stadig flere uforudsete faktorer og stigende udsving i behov: -Det seneste år har været præget af en meget spændende udvikling og mange udfordringer, som vi kun er lykkedes at håndtere i kraft af en stærk holdindsats. Samtidigt forventer vi, at den geopolitiske situation giver flere udsving, som vi skal hjælpe kunderne med at håndtere. Det er både en udfordring og en mulighed, som kalder på nye veje i et endnu tættere samarbejde både internt og eksternt. Dét samarbejde er vores spidskompetence, afslutter Anders Kold.