Copenhagen Gaming Week 2025, som finder sted for blot anden gang i vinterferien d. 13.-15. februar i Bella Center Copenhagen, har allerede sat nye standarder for efterspørgsel. Nu melder arrangørerne, at lørdagens dagsbilletter er totalt udsolgt, hvilket understreger festivalens status som et af årets mest eftertragtede events for gaming og bred spilkultur.
– Vi er fuldstændig overvældede over den entusiasme, vi oplever. Det er fantastisk at se, hvordan festivalen på rekordtid er blevet en fast del af kalenderen for så mange mennesker. Med det brede program, vi har sammensat, kan vi dog berolige alle, der stadig gerne vil med: Selvom vi nu melder lørdag d. 15. februar totalt udsolgt, byder torsdag d. 13. og fredag d. 14. på langt de fleste af de samme oplevelser og creators som lørdag. Dertil har vi stadig få partoutbilletter tilbage, hvis man drømmer om at være med alle tre dage. Men man skal handle hurtigt, siger Andreas Bjerrum Larsen, Head of Copenhagen Gaming Week.
Gaming i topklasse – også torsdag og fredag
Festivalens program er fyldt med oplevelser, der strækker sig over alle tre dage. Fra store navne som Alexander Husum, RobinSamse og Lakserytteren til unikke gaming-zoner som Fortnite Dropzone og EA FC PlayZone, er der noget for alle gaming- og spilkulturfans.
Torsdag og fredag kan besøgende møde nogle af landets største youtubere, deltage i turneringer og udforske unikke aktiviteter, herunder Nordic Card Show, retro-gaming og fysiske aktiviteter arrangeret af gadesportsorganisationen GAME. Derudover vil Power City, med alt fra tech-demoer til eksklusive gaming-events, også være åben begge dage.
Billetinfo
Selvom lørdagen nu er udsolgt, er der stadig mulighed for at sikre sig dagsbilletter til torsdag og fredag til lave priser på 95 kr. for børn og 195 kr. for voksne. For dem, der ønsker at få hele festivalen med, er der stadig få partoutbilletter tilgængelige til 245 kr. for børn og 455 kr. for voksne.
Billetter kan købes på http://www.copenhagengamingweek.dk
Om Copenhagen Gaming Week
– Copenhagen Gaming Week er udviklet i partnerskab mellem Bellagroup, Wonderful Copenhagen og Blackbox Media og er støttet af Københavns Kommune med 2,5 mio. kr. til afholdelse i 2025 og yderligere midler til aktivering.
– Med afsæt i de tre kerneværdier interaktiv, inkluderende og inspirerende har festivalen til formål at skabe et samlingspunkt for spilleglæde og fællesskaber i alle aldersgrupper, og byder på alt fra gaming og tech til samlerkort, brætspil og gadesport.
– Til urpremieren i 2024 lagde 12.500 vejen forbi Copenhagen Gaming Week. I år to er forventningen nu, at op mod 20.000 vil besøge Bella Center i vinterferieweekenden d. 13., 14. og 15. februar 2025.
– Copenhagen Gaming Week har gjort det muligt for skoler, fritidsordninger, klubber og foreninger at ansøge om fribilletter til deres børn og unge.
Læs mere på dette link.