
Besøgstallet er kun gået én vej, siden Gamebox Festival første gang løb af stablen i 2022, og det er opad – og også i år, hvor der endda var konkurrence fra et flot forårsvejr, blev tallet højere end nogensinde. Hvad der startede med 8.642 i 2022, har således udviklet sig til 30.902 her i 2025, og det glæder selvsagt administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen.
– Vi er rigtig glade for den fortsat stigende og overvældende positive interesse for vores Gamebox Festival, og det har glædet mig meget at opleve den dejlige atmosfære i vores messehaller fredag, lørdag og søndag, hvor engagerede børn og forældre sammen med tusindvis af andre gaming-interesserede i fællesskab har skabt den helt rigtige stemning omkring festivalens mange aktiviteter og på alle standene, udtaler Georg Sørensen og fortsætter:
– Jeg vil gerne takke de mange gode samarbejdspartnere, som alle har bakket op og bidraget med indhold og oplevelser, og som tilsammen har været med til at udvikle Gamebox Festival til Danmarks helt store gamingevent. Vi ser allerede meget frem til i et stærkt fællesskab og samarbejde at fortsætte udviklingen frem mod næste års 5. udgave.
I Gamebox Festival-ledelsen oplyser man, at det er planen at udvide festivalen yderligere – ikke mindst LAN-delen, der allerede havde udsolgt af samtlige sine godt 2.300 pladser to måneder før festivalens start.
Elgiganten: Det er gået helt vanvittigt godt
Blandt de samarbejdspartnere, der har været med siden starten, finder man Elgiganten, der igen i år spillede en central rolle på festivalen med både en stor butik og giveaways på Jyske Bank Main Stage. Her har man tydeligt mærket effekten af det ekstra store fremmøde.
– Det er gået helt vanvittigt godt, og vi har været blæst helt bagover af alle de mennesker, der er kigget forbi. Faktisk kunne vi næsten ikke følge med oppe ved kassen, så jeg har noteret nogle erfaringer til næste år – at vi enten skal have en større butik, eller at vi som minimum skal optimere med flere kassesystemer. Under alle omstændigheder er det overvældende positivt, at kunderne er så interesserede i vores butik, konstaterer Nikolaj Kongsberg, Gaming Lead i Elgiganten, og sætter nogle flere ord på, hvad der gør Gamebox Festival attraktiv for kæden:
– Vi vil gerne omfavne hele gamingfællesskabet, og Gamebox Festival er en fantastisk mulighed for at ramme alt lige fra familier til professionelle gamere. Festivalen er en virkelig fin chance for at gøre opmærksom på os selv og give noget tilbage til gamerne. Mest af alt er vi bare glade for at være med til at skabe en fest med udgangspunkt i gaming, fordi det er så fedt og så udbredt et marked.