Det er en fælles ambition hos regeringen, KL, og Danske Regioner, at den offentlige sektor skal være verdensførende i anvendelsen af kunstig intelligens. Derfor har parterne med økonomiaftalerne for 2025 nedsat en Digital Taskforce for kunstig intelligens, som bl.a. skal understøtte, at der sættes retning og ambition for udnyttelse af kunstig intelligens i den danske offentlige sektor. Taskforcens arbejde skal bidrage til at frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i den offentlige sektor til gavn for borgere og virksomheder.
Til at bistå taskforcen i dens arbejde har regeringen, KL og Danske Regioner nedsat en ekspertgruppe med repræsentanter fra den offentlige sektor, erhvervslivet og forskningsmiljøer. Ekspertgruppen skal bl.a. bidrage med et fagligt og strategisk blik på mulighederne for udrulning af kunstig intelligens i den danske offentlige sektor ved at dele erfaringer fra anvendelse af kunstig intelligens i både den offentlige og den private sektor samt ved at dele betragtninger fra forskning om dataetik, juridiske rammer og ansvarlig digitalisering.
Som en af sine første opgaver skal taskforcen offentliggøre et målbillede for anvendelse af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Ekspertgruppen skal give sparring i forbindelse med udviklingen af målbilledet samt i forbindelse med taskforcens efterfølgende arbejde med konkrete løsninger inden for kunstig intelligens.
Taskforcen vil i sit arbejde også løbende indhente faglige input og erfaringer fra øvrige videnspersoner og praktikere i den offentlige og private sektor samt trække på internationale erfaringer.
– Det er et fælles ansvar at sikre, at kunstig intelligens bliver en central del af den offentlige sektor og gør en positiv forskel for borgere og medarbejdere. Flere kommuner er allerede i gang og har gode erfaringer med, at teknologien kan løse konkrete opgaver såsom at fordele mails, skrive referater eller besvare spørgsmål via chatbots. Med taskforcen får vi en ny muskel, der kan sætte skub på udbredelsen, skabe klare rammer og bidrage til, at teknologien bruges ansvarligt. Og derfor glæder det mig, at taskforcen får følgeskab af en dygtig ekspertgruppe og vil inddrage praktikere, som skal bruge teknologien i hverdagen – for det er afgørende at koble strategi og praksis, siger formand for KL Martin Damm.
Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens er nedsat foreløbigt frem til udgangen af 2027. Der vil blive taget stilling til en evt. forlængelse senest medio 2027. Ekspertgruppen skal bidrage til arbejdet i hele den aftalte periode.
Medlemmer af ekspertgruppen til den digitale taskforce for kunstig intelligens 2025-2027
Medlem Stilling
Klaus Larsen Digitaliserings- og it-direktør i Region Nordjylland
Kristina Skovdal Direktør for Koncern It i Københavns Kommune
Martin Østergaard Stadsdirektør i Aarhus Kommune
Haktan Bulut Koncerndirektør for It og teknologi i ATP
Katrine Winding Direktør for Erhvervsstyrelsen
Stine Breiner Andersen Direktør for Produkter, Data og Kundeservice i PFA Pension
Nicolaj Gudbergsen Head of GenAI, Senior Vice President, Technology & Services i Danske Bank
Kristian Hjort-Madsen Teknologidirektør i Norlys A/S
Mette Modvig Nielsen Director, Head of Digital & Project Excellence i Novo Nordisk Fonden
Mikkel Flyverbom Professor på CBS, Department of Management, Society and Communication
Jan Damsgaard Professor på CBS, Institut for Digitalisering
Henrik Udsen Professor og centerleder på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet
Sine Zambach Adjunkt på CBS, Institut for Digitalisering
Serge Belongie Professor og direktør for Pioneer Centre for AI
Læs kommissorium for Digital Taskforce for kunstig intelligens her.