BusinessPark Struer tilbyder som den første erhvervspark i Danmark udviklingsfaciliteter via LoRa datakommunikation. Dermed får teknologivirksomheder, iværksættere og uddannelsesinstitutioner nu de helt ideelle muligheder for at udvikle og teste apps og Internet of Things-løsninger i Struer.
– LoRa datakommunikation sender os takket være støtte fra Færchfonden i den teknologiske superliga. I første omgang stiller vi teknologien gratis til rådighed, så nu er det op til de studerende og iværksætterne at ideudvikle og sikre, at fremtidens smarte teknologiske løsninger indenfor IoT udvikles i Struer, fortæller Leif Herner, der er leder af BusinessPark Struer.
BusinessPark Struer huser allerede en overvægt at teknologivirksomheder, som kan udnytte den nye LoRa-teknologi.
LoRa løser signalproblemer fra datatransmissioner, hvor mobilsignaler ikke har tilstrækkelig dækning, fx i betonbygninger og stalde. Med LoRa datakommunikation kan man således indenfor ca. 15-20 km. foretage konstante målinger af tilstande i vandløb, biler, animalsk produktion m.v. På den baggrund kan man hente værdifuld viden og optimere processer, arbejdsgange eller udbytter.
Leif Herner håber således at få henvendelser fra studerende, iværksættere m.fl., der ønsker at udnytte, at markedet for IoT er i vækst og potentialet er stort.
BusinessPark Struer inviterer til konference om den nye LoRa-teknologi den 9. maj kl. 8.30-16.00 på Fælledvej 17 i Struer. Her kan alle med interesse for apps, målinger, M2M og IoT få en introduktion til LoRa og de utallige muligheder teknologien giver.