Færchfonden og Vald. Birn Holding har netop stiftet SoundInvest A/S, som vil investere i de soundtech startups, der understøttes og udvikles gennem Sound Hub Denmarks globale SoundTech Accelerator Program.
Vækstmiljøet i Sound Hub Denmark tilføres et unikt investeringstilbud til iværksættere indenfor lyd. Michael Rohde Böwadt, udnævnt som direktør for SoundInvest beskriver fondens mandat således:
– SoundInvest er unik.Det er første gang, at en venturefond udelukkende fokuserer på investeringer i soundtech startups. Herudover kommer vi til at bygge videre på den internationalisering, som præger inkubationsmiljøet i Sound Hub Denmark. Dette betyder, at en stor del af vores investeringer kommer til at være i internationale startups med vækstpotentiale. En tilgang, som gør det interessant også for de større og internationale industrispillere at være med.
Selvforstærkende partnerskab for vækst
Investeringerne i startups kommer til at bygge på et tæt samarbejde mellem SoundInvest og Sound Hub Denmark. De to selskaber har indgået et partnerskab om talentrekruttering og ”preseed” investeringer; en tidlig kapitalindsprøjtning i de udvalgte startups fra det anerkendte og globalt orienterede SoundTech Accelerator Program. Peter Petersen, direktør for Sound Hub Denmark, ser frem til samarbejdet med SoundInvest:
– Det er en kæmpe mulighed for de deltagende startups i vores SoundTech Accelerator Program, at de ikke kun tilbydes hjælp til udvikling og vækst, gennem forretningsudvikling og teknisk innovation, men nu også sikres en direkte investering, som for alvor kan hjælpe dem videre på vækstrejsen. Derudover sikrer samarbejdet med SoundInvest en mere langsigtet og finansiel bæredygtig model for accelerator-programmet.
Gevinst for lydinnovations- og acceleratormiljøet i Denmark
Foruden at gøre soundtech accelerator-programmet mere økonomisk bæredygtigt, rummer SoundInvest et stort udviklingspotentiale for Sound Hub Denmark som helhed:
– Innovations- og acceleratormiljøer, som Sound Hub Denmark, opnår for alvor momentum, når finansielle aktører og større industrispillere bliver interesserede og begynder at investere i vækstlaget. Derfor er SoundInvest en betydningsfuld tilføjelse til Sound Hub Denmark. Tilstedeværelsen af risikovillig kapital kan ligeledes yderligere øge Sound Hub Denmarks tiltrækningskraft af internationale startups til Danmark, når investeringsmuligheder også bliver en del af den tilbudte pakke,
forklarer tidl. CEO for Bang & Olufsen og fhv. formand for Vækstfonden Tue Mantoni.
Venturefonden lanceres nu – medinvestorer søges
Målsætningen er, at SoundInvests første venturefond skal have en kapital på 22 mio. kr. To tredjedele af dette beløb er rejst gennem indskud hovedsageligt fra Vald. Birn Holding og Færchfonden. Kim Rishøj Holding og MIROBO Holding indgår ligeledes som investorer. Det er med denne kapital i ryggen, at venturefonden nu lanceres, samtidig med at der fortsat søges efter potentielle medinvestorer.
Det er Michael Rohde Böwadt, der står i spidsen for at få flere investorer med ombord, som også kan vise sig at være fra udlandet:
– Sound Hub Denmark har opnået international anerkendelse i lyd- og akustikmiljøet gennem sine accelerator- og inkubationsprogrammer. Udenlandske, såvel som danske internationale aktører, udviser allerede nu interesse for muligheden for at være medinvestor med venturekapital i særligt innovative startups inden for soundtech.
Interessen fra udenlandske og danske internationale aktører understøtter ligeledes Michael Rohde Böwadts ambition om, at SoundInvest skal lancere endnu en venturefond:
– Det er ambitionen, at SoundInvest inden for et par år etablerer endnu en venturefond, hvor der skal rejses op mod 120 mio. kr. til investering i soundtech startups. Potentialet for at rejse kapital i den størrelsesorden er i hvert fald til stede på baggrund af den interesse, som vi mærker fra internationale aktører.
Kontakt:
Direktør, SoundInvest A/S, Michael Rohde Böwadt: 22 12 42 42 / michael@soundinvest.dk