Brugen af krom(VI)-forbindelser til funktionelle krombelægninger med dekorativ karakter forventes at blive forbudt i nærmeste fremtid. ODU er forberedt og har fundet et krom(VI)-frit alternativ.
Den nye elektrolyt, ODU har valgt til krombehandlingen, giver en overflade, som har vist sig at være mindst lige så god eller endda bedre i alle tests af de gældende produktspecifikationer.
– Vi er forberedte og allerede krom(VI)-fri. Hele vores produktion er blevet omstillet. Hvis forbuddet træder i kraft i morgen, forbliver vores forsyningskæde intakt, og vores kunder vil ikke bemærke noget, siger Mark Bingham, Head of Product Management Circular Connectors hos ODU GmbH & Co. KG.
Behandling med hexavalent krom (kromsyre H2CrO4) er almindelig i mange industrier. Også ODU’s cirkulære metalstikforbindelser har tidligere været overfladebehandlet med hexavalent krom. Som erstatning for den sorte kromoverflade har ODU nu valgt en tin-nikkel-belægning i Mini-Snap-serien. Overfladen er velafprøvet og har i mange år været brugt i andre af ODU’s produktserier.
– Vores stikforbindelser kan modstå et meget højt antal mating cycles og skal være korrosionsbestandige. I den medicinske sektor skal de også være autoklaverbare eller modstandsdygtige overfor desinfektionsmidler. Disse egenskaber sikrer vi fortsat, også med den nye overfladebehandling, siger Mark Bingham.
Overfladebehandlingen af ODU’s cirkulære stikforbindelser giver ikke alene et attraktivt udseende, men opfylder også en række mekaniske og elektriske krav. Derfor har man udsat den nye overfladebehandling af Mini-Snap-serien for en række grundige test, der skal sikre at stikkenes elektriske og mekaniske egenskaber er intakte og deres mekaniske levetid uændret.
Testene omfattede bl.a. antal matiing cycles, elektriske egenskaber, saltvandsprøve og korrosionsbestandighed, autoklavérbarhed og det visuelle udseende (farvning). Resultaterne var meget overbevisende.
ODU har håndteret overgangen til den nye dekorative overflade ved at udvide sine kapaciteter med et ekstra drejeværksted og et nyt elektropletteringsanlæg.
– Idriftsættelsen er allerede gennemført, og alt er i gang. Vi er overgået til de nye overfladebehandlingsprocesser i produktionen. Vi har stoppet alle produktionsprocesser, hvor krom(VI) tidligere blev anvendt, slutter Mark Bingha, der også forsikrer, at ændringerne ikke får indvirkning på ODUs kunder – og at garantikravene forbliver uændrede.
Fakta om EUs regler mod krom(VI)
Behandling med hexavalent krom (kromsyre H2CrO4) er almindelig i mange industrier.
Forskere mener imidlertid, at eksponering for hexavalent krom kan have negativ sundhedspåvirkning på mennesker. Derfor angiver REACH-forordningen, der regulerer håndteringen af kemikalier i EU, at krom(VI) ikke længere må anvendes til efterbehandling.
Bestemmelsen har været i kraft siden den såkaldte “sunset date” den 21. september 2017, dog med mulighed for at ansøge om undtagelser. For dekorative overflader forventes denne godkendelse eller undtagelsesansøgning at udløbe i den nærmeste fremtid.
Talrige industrier er direkte (f.eks. elektroplettering) eller indirekte (f.eks. maskinteknik) påvirket af disse restriktioner. ODU har løbende arbejdet med problematikken og har nu omstillet sin produktion til et krom(VI)-frit alternativ.