
Med en udsigt til, at EU og Europa skal kunne forsvare sig selv stiger også behovet for investeringer i et forsvar, der i adskillige år har været syltet ud fra troen på, at USA nok skulle komme rendende, hvis “nogen” bankede på med fjendtlige hensigter. Trumps meget firkantede udmeldinger – og Ukraines behov for hjælp mod en yderst aggressiv nabo – gør investeringer i oprustning og en europæiske produktion af forsvarsvåben til en bydende nødvendighed.
I en tid, hvor Danmarks eksport til USA er meget uforudsigelig som følge af ugennemsigtige toldregler – og hvor Tysklands bilindustri hænger noget i håndbremsen med et fald i dansk eksport af underleverancer til følge – så kan øgede investeringer i forsvarsteknik være en kærkommen gave til dansk industri – og ikke mindst elektronikbranchen, der er godt forberedt til at omstille sig til nye opgaver.
Den lidt triste værdi af markedet for forsvarsvåben stiger voldsomt for tiden, hvilket man blandt andet kan se af aktiekurserne i eksempelvis tyske Rheinmetall, der producerer kampvogne. Kurserne er på vej op, modsat kurserne for bilproducenterne, der jo er i frit fald. Og på europæisk plan har vi ved flere tidligere lejligheder formået at skabe fælleseuropæiske produkter, som har virket ganske glimrende med blandt andet Tornado-jagerbombeflyene som ét blandt mange eksempler.
Hvis vi lige tænker på virksomheder som Terma, Weibel og flere andre, så kan vi se eksempler på virksomheder, der fremstiller forsvarselektronik i verdensklasse, og dansk elektronik kan så rigeligt indgå i paneuropæiske våbenplatforme. Alene dansk droneteknologi ligger på den absolutte forkant, og vi står også rigtig stærkt inden for cybersikkerhedssystemer. Dertil kommer en lang række beslægtede teknologier, som kunne være relevante at udbygge til forsvarsformål – og som kan omstilles med ganske små midler. Dansk skibsproduktion og europæiske (civil) flyproduktion er blandt det bedste i verden, så tidspunktet er modent til at – bogstaveligt talt – komme ind i kampen med teknik, der kan bruges til at sikre Danmark, Europa – og måske på sigt hele verden – mod imperialistisk tåbelighed og udemokratiske systemer. Vi kan jo lige så godt gøre en nødvendighed til en god forretning for industrien – og ikke mindst elektronikbranchen
RSH